Med danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet vender dansk politik tilbage til hverdagen. Eller så meget hverdag, som der nu kan være, når alle er i fuld gang med at gøre klar til folketingsvalg – i spændt venten på Minkkommissionens dom over regeringen.
DR’s politiske korrespondent, Christine Cordsen, giver sit bud på, hvad danskernes ja og de seneste ugers valgkamp fortæller om dansk politik.
Mette Frederiksen er klar til valg - næsten
Det står i håndbog for statsministre, at man skal holde sig fra at udskrive folkeafstemninger om EU-spørgsmål i slutningen af en valgperiode.
Hvis vælgerne er trætte af statsministeren, er der nemlig en overhængende risiko for, at de bruger sådan en folkeafstemning til at tildele hende en begmand. På det punkt kan statsminister Mette Frederiksen ånde lettet op.
Og når Mette Frederiksen og hendes strateger studerer meningsmålinger, kan de konstatere, at Socialdemokratiet har en opbakning nogenlunde som ved valget i 2019. Der har ikke været det dyk og de vælgerkriser, som statsministerpartier ofte oplever, når magten begynder at slide.
Dansk politik har ikke den store erfaring med et-parti mindretalsregeringer, men de begrænsede erfaringer tilsiger, at sådan en lever livet farligt, og at nedslidningen går hurtigere. Også på det punkt har S-regeringen trodset lærebogen. Socialdemokratiet befinder sig strålende i sit eget selskab, og regeringen har vist sig at være manøvredygtig.
Indtil nu i hvert fald. Men fra i dag er det slut med den borgfred mellem de fem gamle partier, der har præget dansk politik de seneste uger på grund af EU-afstemningen. Nu gør alle klar til det folketingsvalg, som meget vel kan komme allerede i efteråret.
Mette Frederiksen har åbenlyst været i gang med forårsrengøringen for at gøre klar til valg. Der er dog to store udeståender, som regeringen helst vil have på plads inden valget. En grøn skattereform med CO2-afgift til erhvervslivet og ydelsesreformen, som kan give store problemer med især Enhedslisten i en valgkamp, hvis der ikke er fundet en model for fremtidens ydelser til kontanthjælpsmodtagere.
Og så er der Minkkommissionen. Kommissionen ventes at aflevere sin beretning i slutningen af juni, og i oppositionen er der store forventninger til, at den vil påføre Mette Frederiksen alvorlige skrammer.
Varmere følelser mellem Socialdemokratiet og De Radikale
De seneste ugers valgkamp har styrket samarbejdet mellem regeringen og de to støttepartier, SF og De Radikale.
Fordi de har stået sammen i kampen for et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, men også fordi de bevidst har arbejdet på det. For eksempel har Mette Frederiksen været på visit i den radikale folketingsgruppe, og den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, har besøgt den socialdemokratiske gruppe for at tale ud om det i perioder meget anstrengte forhold mellem S og R.
Og hos både S og R har det aftvunget respekt, at SF-formand Pia Olsen Dyhr har haft mod til at anbefale et ja ved folkeafstemningen, til at gå med i det nye nationale kompromis med mange flere milliarder til forsvaret, og til igen at melde SF ind i det flerårige forlig om forsvarets økonomi. De to sidste punkter betyder, at SF skal lægge ryg til at bruge milliarder på indkøb af våben.
Politisk har Mette Frederiksen også foretaget flere kursændringer, der passer De Radikale godt.
Statsministeren har rykket klimaet op i top på regeringens dagsorden, og hun har ligefrem offentligt afsværget sit tidligere mantra om, at hun er rød, før hun er grøn.
Samtidig har Mette Frederiksen bebudet en økonomisk 2030-plan til august med fokus på reformer, der skal skaffe mere arbejdskraft og flere penge i det økonomiske råderum.
Et bedre forhold til De Radikale kan statsministeren få god brug for, når Minkkommissionen er klar med sin beretning i slutningen af måneden.
Ligesom det kan være gavnligt for Mette Frederiksen at have noget kredit på kontoen, hvis hun efter valget skal danne regering igen. Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, har gjort det helt klart, at hun ikke igen vil støtte en socialdemokratisk et-parti-regering.
Har Morten Messerschmidt mistet magien?
Folkeafstemningen var en gave til Dansk Folkepartis nyvalgte formand, Morten Messerschmidt. Efter årelange magtkampe i partiet, der kulminerede med formandsskiftet og et parti, der knækkede midt over, kunne Messerschmidt endelig få muligheden for at snakke politik og være på i medierne i døgndrift i flere måneder.
EU er Morten Messerschmidts hjemmebane. Han jonglerer hjemmevant med artiklerne i diverse traktater, og han var frontfigur og stemmesluger ved Dansk Folkepartis gigantiske valgsejr ved valget til Europa-Parlamentet i 2014.
I valgkampen har Messerschmidt været den absolut mest markante på nej-siden. Han har været på overalt, det har handlet om politik, og der har været ro på bagsmækken i Dansk Folkeparti. Optimale vilkår for en ny DF-formand, hvis vigtigste opgave er at kæmpe partiet ud af den dybe vælgerkrise – helst inden valget.
Alligevel har Dansk Folkeparti ikke rokket sig ud af stedet i meningsmålingerne i løbet af valgkampen. Det kan få kritiske røster internt i partiet på banen igen, og samtidig er der i horisonten flere problemer for Morten Messerschmidt.
Det er en udbredt forventning på Christiansborg, at Inger Støjberg inden længe præsenterer et nyt parti – meget sandsynligt sammen med tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Bliver forventningerne til virkelighed, vil det nye parti blive en hård konkurrent til Dansk Folkeparti.
Og så skal Morten Messerschmidt igen i retten i sagen om svindel med EU-midler. Sagen skal gå om i byretten, efter at Messerschmidt klagede over dommeren i første omgang. Det er uvist, hvornår den nye sag begynder, og om det kan komme til at kollidere med valgkampen.
Ellemann med ny selvtillid i formandsrollen
Valgkampen har også vist sig at være en gave for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Han føler sig tydeligvis på sikker politisk grund, når det handler om forsvarspolitik. Autencitet er et af de vigtigste aktiver i moderne politik, og den har Ellemann på forsvarsområdet – også selv om der er blevet grinet lidt af hans mange henvisninger til sin egen tid som udsendt soldat.
Den store test bliver, om V-formanden kan holde fast i den nyvundne selvtillid i formandsrollen, når det nu igen bliver hverdag i dansk politik. Eller så meget hverdag, som det nu kan være, når alle er i fuld gang med at gøre klar til folketingsvalg.
Politik er i høj grad psykologi, og de seneste måneders forsigtige fremgang i meningsmålingerne har givet Venstre-folkene nyt håb. Hvis partiet kan holde fast i optimismen, kan det få afgørende betydning for Venstres og Ellemanns kampform frem mod valget.
I politik avler fremgang ofte mere fremgang. Mens modgang har en tendens til at avle mere modgang.
EU-modstanden er rykket til højre
Nej-siden har åbenlyst været svækket i forhold til tidligere folkeafstemninger. Kun 3 ud af de 13 partier i Folketinget har anbefalet at stemme nej.
Hertil kommer, at Dansk Folkeparti ikke længere har tidligere tiders stærke appel til vælgerne, og at Enhedslisten har været plaget af intern splittelse om både holdningen til Nato og til EU.
På venstrefløjen har Enhedslisten stået alene på nej-siden – i selskab med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Ikke et selskab, som alle i Enhedslisten finder sig godt tilpas i. Heller ikke selv om man kæmper for samme mål.
Folkeafstemningen har vist, at EU-modstanden i Danmark er rykket til højre.
I Enhedslisten er det kommet til udtryk ved det historiske årsmøde i midten af maj, hvor partiet besluttede, at dansk udmeldelse af EU ikke længere er et mål i sig selv, og at et dansk farvel til Nato ikke er relevant, før der en dag måtte være et – set med venstrefløjens øjne – bedre alternativ.
Og SF er uden store interne konflikter gået sammen med de fire såkaldt regeringsbærende partier, S, V, K og R, om at hæve forsvarsbudgettet markant. Ligesom SF har tilsluttet sig det eksisterende forsvarsforlig, som er i fuld gang med at bruge milliarder på indkøb af våben.
Meget tyder på, at EU-modstanden i Danmark udvikler sig i samme retning som i resten af Europa.