- Vælger man EU-vejen, betyder det en neddrosling af Nato, og det er virkelig farligt.
Sådan lød det fra Morten Messerschmidt (DF) i den seneste partilederdebat om Danmarks forsvarsforbehold overfor EU-samarbejdet.
Han og flere andre argumenterer for, at Danmark som medlem af forsvarsalliancen Nato ikke for alvor kan bruge EU til noget, når det kommer til forsvar og sikkerhed.
Men hvor meget overlapper EU og Nato egentligt? Hvad kan de to forsvarsamarbejder hver især? Og betyder en styrkelse af den ene omvendt en svækkelse af den anden?
DR Nyheder har bedt to eksperter i forsvars- og sikkerhedspolitik om at udrede trådene.
Nato og EU er ikke lavet til at skulle det samme
Hvis vi kortvarigt bladrer i historiebøgerne, blev Nato dannet i 1949 af de allierede lande som sejrede i Anden Verdenskrig.
Nato har fra begyndelsen handlet om såkaldt territorialt forsvar, som slet og ret betyder, at Nato er klar til at gå i krig og forsvare ethvert medlemsland, hvis det bliver angrebet.
Det har heldigvis aldrig været aktuelt, og Nato fungerer i praksis ved at være til stede i grænse- og konfliktområder for at afskrække omverdenen fra at angribe.
EU formulerede for første gang en fælles forsvarspolitik i 1990’erne, og allerede fra starten fokuserende den europæiske forsvarspolitik bevidst på ikke at overlappe med Nato.
Det fortæller Christine Nissen, som forsker i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
- Nato har alle dage være garanten for Europas sikkerhed, når det kommer til territoriel krig og direkte kamphandlinger. EU’s styrker har aldrig indgået i en angrebskrig, men tager sig af - lidt firkantet sagt - alt andet. Det kan eksempelvis være fredsbevarende missioner i Afrika eller bekæmpelse af menneskesmugling omkring Middelhavet, siger hun.
Historisk set har EU’s forsvarspolitik opereret langt fra det europæiske kontinent: I afrikanske, asiatiske og mellemøstlige lande. Det har dog ifølge Christine Nissen ændret sig siden 2015, hvor Europa oplevede store migrantstrømme.
- Nato tager sig af den hårde sikkerhed, som udgøres af militære trusler, men i verden af i dag, så er trusler mod det europæiske kontinent mere og andet end militære trusler: Det kan også komme i form af migrantstrømme, klimaforandringer eller energikriser, og på de punkter er det EU, der spiller en rolle, siger hun.
EU og Nato består stort set af de samme medlemmer
Hvis man skal tegne et lidt karikeret billede, kan Nato beskrives som et muskelbundt af en storebror, som står klar til at beskytte sine medlemmer med en meget stor pind.
Nato har grundlæggende mange af de samme medlemslande som EU – men den store forskel er, at Nato også rummer USA.
Det fortæller Kristian Søby Kristiansen, som er seniorforsker ved Institut for Samfundsvidenskab på Københavns Universitet.
- Nato har fra start haft ét altoverskyggende formål: Sørg for at afskrække potentielle fjender så meget, at de ikke tør angribe alliancens medlemslande. USA har uden tvivl været den helt centrale aktør i denne afskrækkelse, da de råder over både atomvåben og verdens stærkeste militær, siger han.
Som tingene ser ud i dag, er Nato den eneste vestlige forsvarsalliance, som reelt kan løfte den opgave, tilføjer forskeren.
Kortet er blevet opdateret. Tidligere fremgik det, som om Irland ikke er medlem af EU. Det er en fejl, Irland har været en del af EU siden 1973.
EU har på ingen måde den samme militære slagkraft, som Nato har, og derfor kommer den afskrækkende rolle til at ligge hos Nato så længe USA er med, understreger Kristian Søby Kristiansen.
- Medmindre USA på et tidspunkt beslutter sig for at trække sig helt fra Nato, vil EU aldrig skulle byde ind på rollen som Vestens muskler, når det kommer til krig.
Hvad kan EU, som Nato ikke kan?
Der er flere områder af europæisk sikkerhedspolitik, hvor USA og Nato ikke har interesse i at blande sig, fortæller Kristian Søby Kristiansen.
- Eksempelvis er det alene EU, der opererer i Middelhavet, hvor menneskesmugling og massive flygtningestrømme udgør et problem - eller fokuserer på fælles cybersikkerhed for medlemslandene, siger han.
EU bruger i højere grad kræfterne på at stabilisere og lave forebyggende arbejde i regioner, hvor der er optræk til problemer. Det gøres også gennem civile operationer, hvor Danmark med sit forsvarsforbehold også kan være med.
- EU har en bredere værktøjskasse, hvor man både kan arbejde sammen om udviklingspolitik, energipolitik, økonomisk politik og bistand, siger Christine Nissen fra DIIS og tilføjer:
- Det har vi jo set i forbindelse med invasionen af Ukraine, hvor EU har kunnet svare igen i form af sanktioner, våbenbistand til Ukraine og med hjælp i forhold til at huse flygtninge.