Dansk forbehold skaber blank plet i militær rejseplan: 'Gavnligt' hvis Danmark deltog

Hollandsk brigadegeneral ser gerne, at Danmark melder sig ind i militært samarbejde.

Det vil være gavnligt, hvis også Danmark bliver en del af et EU-projekt, der skal gøre det nemmere at flytte militært materiel som eksempelvis pansrede mandskabsvogne tværs gennem Europa, mener brigadegeneral Hennie Bouman fra Holland. (Foto: © Bo Bechsgaard, DR)

Netop nu samarbejder en kreds af EU-lande om hurtigere at kunne flytte kampvogne, soldater og farligt gods såsom våben og sprængstoffer tværs gennem Europa.

Det foregår i EU’s faste samarbejde for militære projekter, der med en forkortelse hedder Pesco (Permanent Structured Cooperation).

På grund af forsvarsforbeholdet er Danmark dog ikke en del af Pesco-projektet om ‘militær mobilitet’.

Det betyder faktisk, at Danmark er en blind plet på Europakortet, når det handler om at rydde op i junglen af bureaukratiske forhindringer som love, regler og regulationer.

Det fortæller brigadegeneral Hennie Bouman fra det hollandske forsvar, der står i spidsen for arbejdet.

- Jeg mener, det er meget vigtigt, at alle europæiske lande - også Danmark - bidrager til og er en del af projektet om militær mobilitet. Når man skal flytte militære styrker fra A til B, så spiller alle nationer en vigtig rolle.

Forsvarsministeriet bekræfter, at danske myndigheder ikke er en del af projektet eller har leveret informationer.

- Danmark har ikke været en del af Pesco-projektet om militær mobilitet grundet forsvarsforbeholdet og har heller ikke leveret input til Pesco-projektet, skriver Forsvarsministeriet.

Fjerne papirarbejde

Pesco-projektet handler kort sagt om at gøre det så let og hurtigt som muligt, når militært materiel eller styrker skal flyttes på tværs af grænserne.

En ting er papirarbejdet.

Helt konkret findes der mange love og regulativer, når tungt gods, farlige sprængstoffer eller fremmede landes militære personel skal passere grænserne.

- Når man skal flytte ting fra A til B er det vigtigt, at der er enkle regulativer. Netop derfor ville det være gavnligt, hvis også Danmark kunne blive en del af projektet, siger brigadegeneralen.

En anden del af projektet er den fysiske transport på vejene, jernbaner, ad vandvejen eller i luften.

Her arbejder Pesco-projektet på at kortlægge de præcise strækninger, hvor grejet skal transporteres.

Hennie Bouman nævner specifikt de danske jernbaner, hvis der eksempelvis skal flyttes kampvogne syd for grænsen og gennem Danmark til den russiske grænse via Sverige og Finland.

- Da Nato begyndte at flytte tropper for at styrke afskrækkelsen gik det op for alle - inklusive Nato’s styrker i Europa - at de europæiske regulativer gør det svært hurtigt at flytte tropper. Faktisk er det endda meget svært at gøre hurtigt, konstaterer brigadegeneralen.

Dobbelkonfekt

Hos partiet Nye Borgerlige mener de ikke, at dansk deltagelse i Pesco og mobilitetsprojektet vil gøre den store forskel.

Formand Pernille Vermund kalder det for "noget pjat". Danmark kan nemlig sagtens få indflydelse på mobilitetsprojekter ad andre veje, siger hun.

- Lige så snart beslutningerne er truffet, så ryger det fra Pesco-samarbejdet og over på transportområdet, og der er vi med, siger hun.

Og hun mener, at Danmark allerede spiller en vigtig rolle, når krigsgrej skal flyttes fra A til B.

- Der er ikke noget, der forhindrer Danmark i at opgradere vores infrastruktur, så vi har mulighed for i højere grad at transportere materiel og mandskab, siger Pernille Vermund.

Hun peger på Esbjerg Havn, der i sidste uge fik besøg af forsvarsminister Morten Bødskov. Der var han på visit, efter at Nato og USA har vist interesse for at bruge havnen til at fragte flere militære styrker til Baltikum.

Alligevel peger Forsvarsministeriet netop på mobilitetsprojektet som et arbejde, der vil være relevant for Danmark, hvis et flertal i befolkningen bestemmer, at det danske forsvarsforbehold skal afskaffes.

- Angrebet på Ukraine har demonstreret værdien af at kunne flytte styrker og materiel på tværs af landegrænser, skriver Forsvarsministeriet.

Her kan du se en oversigt over, hvilke Pesco-projekter, der findes i dag.