Få dage før afstemningen om forsvarsforbeholdet bliver forsvarsminister Morten Bødskov (S) nu anklaget for at skjule afgørende oplysninger om, hvad et dansk ja kan komme til at koste.
Enhedslisten har bedt Bødskov svare på, hvilke udgifter Sverige har haft til EU's kampgrupper. Ifølge forsvarsministeren er svaret nul kroner.
'..det svenske forsvar ikke har haft nogen udgifter til EU's kampgrupper i perioden 2010-2019, da EU's kampgrupper aldrig har været indsat.' står der i svaret, som er sendt til Folketingets Europaudvalg.
Kampgrupperne er i dag en del af EU's forsvars- og sikkerhedspolitik. Grupperne har aldrig været udsendt, men har stået klar i en årrække. Det er 1.500 soldater i en kampgruppe.
Sverige har over tre omgange, i 2008, 2011 og 2015 stået for en kampgruppe i seks måneder.
Den svenske deltagelse i kampgrupperne er efterfølgende blevet gransket af den svenske rigsrevision.
DR Nyheder har gennemgået de rapporter, som kulegraver kampgrupperne i 2008 og 2011. Det giver et helt andet billede end det, som Bødskov har videregivet til Folketinget.
Rigsrevisionen opgør udgifter til være fire milliarder svenske kroner i 2008 og 915 millioner i 2011. I en mail til DR oplyser Försvarsmakten i Sverige, at udgifter til kampgruppen i 2015 var mellem 1,1 og 1,5 milliarder svenske kroner.
Det betyder altså, at de svenske udgifter mindst har været på 4,2 milliarder danske kroner for de tre kampgrupper.
Ekspert: Misvisende på en måde
Calle Håkansson forsker i EU's forsvars- og sikkerhedspolitik ved Malmö Universitet.
Han siger, at det ikke er alle udgifter til kampgrupper, der er ekstra udgifter. Det handler også om, hvordan pengene blive prioriteret internt i forsvaret. Men han forstår ikke, hvordan Morten Bødskov kan svare, at der ikke har været nogle udgifter.
- Det er misvisende på en måde, fordi det var en udgift ved at være i beredskab og ved at øve inden en mulig indsats. Eftersom man ikke sendte den nordiske kampgruppe ud i de her tre tilfælde, så blev der ikke nogen udgift for selve indsættelserne. Så det er korrekt på den måde. Men der var selvfølgelig en udgift ved at stå som ramme-nation og deltage i nordisk kampgruppe, siger Calle Håkansson.
Men når den danske regering oplyser til Folketinget, at der ikke var nogen udgift til de her kampgrupper, er det så korrekt?
- Det er korrekt på den vis, at man ikke sendte grupperne afsted, og der ikke blev nogen udgift til det. Men det er fejlagtigt på den vis, at der har været en udgift ved at øve, at være i beredskab og frem for alt i at planlægge den mulige indsats. Og det var selvfølgelig en udgift for det svenske forsvar, siger Calle Håkansson.
Regeringen og de øvrige partier bag folkeafstemningen har sagt, at de ønsker dansk deltagelse i en militær militærudrykningsstyrke. Den foregår lige nu i form af to kampgrupper, som aldrig har været udsendt, men står til at blive afløst af en egentlig udrykningsstyrke på 5.000 mand.
Det er endnu ikke besluttet, hvordan Danmark skal deltage i udrykningsstyrken. De høje svenske udgifter hænger også sammen med, at Sverige har ledt kampgrupperne og brugt mere end 1.500 mand pr. gang.
DF: Regeringen skjuler fakta
Bødskovs svar kaster hård kritik af sig fra Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen.
- Det er fuldstændig åbenlyst, at det har kostet svenskerne milliarder af kroner at have de her kampgrupper stående klar. Og det er noget helt andet, end vi har fået at vide.
- Det har kostet penge, og det har været fremme i svenske medier over flere omgange, at det har været dyrt for svenskerne, siger Mai Villadsen.
Hun vil nu have forsvarsministeren til at komme med en forklaring på, hvorfor han ikke mener, Sverige har haft nogle udgifter.
- Han kommer til at redegøre for, hvorfor han har svaret, som han har gjort, siger Mai Villadsen.
Formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, er også kritisk. Han peger på, at de svenske udgifter til kampgrupper har haft konsekvenser andre steder.
- Der er ingen tvivl om, at regeringen skjuler fakta. Det er bekymrende at se, hvordan EU har presset Sverige til forskellige kampgrupper, som så har gjort, at svenskerne har måttet nedskalere på deres territorialforsvar. Det er jo præcis det samme, som vil ske i Danmark. Vi kommer til at bruge nogle penge, fordi der vil være et pres fra EU om, at vi skal afsted på nogle forskellige operationer, siger Messerschmidt.
I videoen herunder kan du få mere at vide om forsvarsforholdet.
Bødskov: Jeg har ikke vildledt Folketinget
DR Nyheder har gennem flere dage forsøgt at få et interview med Morten Bødskov om sagen. Det har han afvist. I stedet for har Forsvarsministeriet via presseafdelingen sendt nogle skriftlige citater fra ministeren. Her svarer ministeriet dog ikke på de spørgsmål, vi har stillet.
”Jeg har selvsagt ikke vildledt Folketinget. Mit svar på folketingsspørgsmålet gik på, at det svenske forsvar ikke har haft nogen udgifter til indsættelse af EU’s kampgrupper, da de aldrig er blevet indsat. Dette baserede sig på oplysninger fra den danske ambassade i Stockholm. Det svenske forsvar har skulle afholde de grundlæggende strukturelle udgifter til de kapaciteter, der kunne aktiveres, hvis EU’s kampgrupper blev indsat. Men da det ikke er sket, har der ikke været udgifter til konkrete missioner, hvilket var det, mit svar til Folketinget handlede om.”
DR ville gerne have spurgt Morten Bødskov ind til, hvorfor han taler om udgifter til indsættelse af kampgruppen. Det er nemlig ikke det, der bliver spurgt til. Enhedslistens Søren Søndergaard spørger til de samlede omkostninger forbundet med Sveriges deltagelse i EU’s kampgrupper.
Morten Bødskov ændrer også tidsrammen i svaret. Han svarer for perioden 2010-2019. Spørgsmålet går ellers på tiden fra 2008 og frem. Dermed kommer Bødskov uden om kampgruppen i 2008, der kostede fire milliarder svenske kroner og efterfølgende blev udsat for en hård kritik af den svenske rigsrevision for ikke at have styr på økonomien.
- Det er ejendommeligt og mystisk, at han vælger lige præcis ikke at tage de første år med i sit svar, for det giver et andet resultat. Jeg synes, befolkningen har krav på at vide, at det kan koste milliarder at have EU-kampgrupper stående. Det er relevant midt i en debat om, om vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet. Så det gør mig virkelig frustreret det her, siger Mai Villadsen.