Fogh til forsvar for 24-årsreglen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvarer 24-års reglen. "En kanonsucces", siger Fogh. Dermed støtter han op om integrationsminister Rikke Hvilshøjs afvisning af kritik af reglen.

Både statsministeren og integrationsministeren forsvarer 24-års reglen: Den er skyld i, at der idag er færre vielsesringe til ægtefæller, hentet hertil fra nydanskernes "gamle" hjemlande, siger begge ministre. (Foto: © Bradley Mason)

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvarede tirsdag den omdiskuterede 24-års regel, der skal forhindre tvangsægteskaber:

- Reglen er en kanonsucces, erklærede Fogh på sit ugentlige pressemøde tirsdag i Statsministeriet.

Baggrunden for hans udtalelse er ny statistik, der viser, at færre nydanskere nu henter deres ægtefælle i det "gamle" hjemland.

Ingen planer om ændring

På pressemødet lod Fogh forstå, at der ikke er planer om at ændre på reglen:

- Jeg er en stor tilhænger af 24-års reglen og forudser, at den vil vare i ganske mange år, sagde statsministeren. Og på spørgsmålet, om reglen skulle gælde evigt, lød svaret:

- Hvad evighed er i denne sammenhæng, vil jeg ikke svare på. Det sorterer snarere under kirkeministeren end under mig.

Radikale: Tallene mistolkes

I Folketingets spørgetime forsvarede integrationsminister Rikke Hvilshøj ligeså ihærdigt reglen under en byge af spørgsmål fra bl. a. den radikale integrationsordfører Morten Østergaard.

- At antallet af ægteskaber er gået ned, beviser ikke, at 24-års reglen forhindrer tvangsægteskaber, sagde Morten Østergaard. - Mange har i stedet bosat sig i Malmø og Flensborg. Desuden kan mange unge være blevet tvangsgift og være tvunget til at bosætte sig i det gamle hjemland. Der er intet belæg for at tolke statistikken som en succes.

Hvilshøj: Reglen virker

Men Rikke Hvilshøj konstaterede blot, at færre ægtefæller nu faktisk kommer hertil fra det oprindelige hjemland:

- Reglen skulle hindre tvangsægteskaber. Og der kommer færre udenlandske ægtefæller hertil - reglen virker, sagde ministeren.