Så sker der for alvor noget i den omstridte Irak-kommission, der har været ramt af store forsinkelser, voksende udgifter og interne stridigheder blandt kommissionsmedlemmerne.
Det er netop blevet offentliggjort af kommissionen, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) skal afhøres om grundlaget for Irak-krigen.
Listen over indkaldte vidner tæller blandt andet også tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen og tidligere departementschef i Statsministeriet, Nils Bernstein.
Per Stig: Muligt jeg ikke kan svare
Ifølge kommissionen vil de indkaldte vidner skulle afgive forklaring om Udenrigsministeriets vurdering af det juridiske grundlag for at gå i krig i Irak i perioden fra 2002 til foråret 2003.
Afhøringerne vil foregå fra november i år til februar 2016.
Per Stig Møller oplyser til dagbladet Information, at der i indkaldelsen fra kommissionen ikke er en begrundelse eller nærmere forklaring på, hvorfor han er indkaldt.
- Men det havde undret mig, hvis jeg ikke havde fået indkaldelsen. Jeg vil svare i det omfang, jeg kan svare på spørgsmålene. Men det er jo muligt, at man stiller mig spørgsmål, jeg ikke kan svare på, siger han til avisen.
Dårlige sager
Irak-kommissionen har det seneste års tid primært været i mediernes søgelys, fordi der har været samarbejdsvanskeligheder mellem den nu tidligere kommissionsformand, Michael B. Elmer, og de to øvrige kommissionsmedlemmer, professor Jørgen Albæk Jensen og advokat Jeppe Skadhauge.
Derudover har kommissionen haft et særdeles langt aftræk. Den blev allerede nedsat i 2012, men i efteråret 2014 beskrev DR Nyheder, hvordan kommissionen stort set ikke var gået i gang med sit arbejde, da en sikkerhedsgodkendelse fra PET angiveligt endnu ikke var på plads.
Samtidig er udgifterne til kommissionen løbende vokset, selvom den reelt ikke er kommet i gang med at afhøre relevante vidner og arbejde sig igennem sit kommissorium.
Lige nu løber de samlede udgifter til kommissionen op i 14,3 millioner kroner siden 2012.