Peter Brixtoftes nye dom er et meget klart signal fra domstolene, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen.
- Det er et meget klart signal om, at man fra domstolenes side ser med meget stor fasthed på sager om embedsmisbrug og mandatsvig, sagde Anders Fogh Rasmussen på sit ugentlige pressemøde i dag.
På et spørgsmål om, hvordan han har det med, at han tidligere har rost Peter Brixtoftes indsats i Farum, svarede Anders Fogh Rasmussen:
- Der er jo aldrig nogen, der har givet udtryk for støtte til, at der skulle foregå ulovligheder. Det mange - ikke kun Venstrefolk, men også repræsentanter for andre partier - har peget på, er en række positive ting, f.eks. en beskæftigelsespolitik, der sikrede at blandt andre indvandrere kom i arbejde.
- Det kan man godt have en positiv holdning til, selv om man selvfølgelig må tage klart og skarp afstand fra ulovligheder, sagde Anders Fogh Rasmussen.