Lavere dagpengesats til nyuddannede, men også hurtigere genoptjening og længere dagpengeperiode.
Det er nogle af forslagene i Dagpengekommissionens rapport, som DR Nyheder er i besiddelse af.
Men FOA siger allerede klart nej til et centralt forslag i rapporten, nemlig karensdage, som betyder, at ledige mister otte dages dagpenge hvert år.
- Regningen fra dengang, hvor VK-regeringen halverede dagpenge-perioden, sendes fra Folketinget og over til de ledige med der her karensdage, der svarer til at sætte dagpengene ned med 3,4 procent. Det er det allerstørste problem ved Dagpengekommissionens forslag, siger formand Dennis Kristensen.
Karensdagene skal være med til at finansiere dagpengeændringerne, men FOA mener, man istedet bør bruge nogle af de penge, som VK-regeringen skar bort, da den halverede dagpengeperioden i 2010.
- Hvis man følger fagbevægelserne i, at der er for mange karensdage, er der en regning, som politikerne skal betale. Den løber op i 600 millioner kroner. Og det er så det, der skal forhandles om, forklarer siger DR's politiske analytiker Jens Ringberg.
- Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne er klar til at bruge flere penge. Dermed peger pilen på regeringen: Er den klar til at lukke finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) kasse op? Det tror jeg, den er, mener han.