FN's Komité mod Racediskrimination siger, at Danmark overtrådte FN's konvention om racediskrimination i 2003, fordi en anmeldelse mod Pia Kjærsgaard for racisme ikke blev efterforsket grundigt nok. Det skriver Jyllands-Posten.
I et læserbrev havde Pia Kjærsgaard kritiseret justitsministeren for at sende et lovforslag om forbud mod omskæring af piger til høring i blandt andet Dansk-Somalisk Forening.
Pia Kjærsgaard skrev i læserbrevet, at det svarede til at spørge pædofile, om de havde noget imod et forbud mod sex med børn.
Statsadvokat: Hvad skulle jeg have gjort?
Pia Kjærsgaard blev meldt for racisme, men både politiet og statsadvokaten vurderede, at racismeparagraffen ikke var overtrådt. Nu kritiserer FN komiteen så den danske stat for ikke at have efterforsket anmeldelsen godt nok.
Statsadvokat Karsten Hjorth har imidlertid svært ved at se, hvad han kunne have gjort anderledes:
- Det er en ballanceakt om, hvornår man krydser linien mellem ytringsfrihed og racisme. Vi kunne godt have afhørt Pia Kjærsgaard, men hvad skulle vi gøre, hvis hun fastholdt, at udtalelsen ikke refererede til at somaliere som kriminelle, siger han.
Pia K: De vasker fingre
Pia Kjærsgaard mener at afgørelsen fra FN's komité mod Racediskrimination er tåbelig og hun hæfter sig ved at komitéen ikke selv tager stilling til hendes læserbrev:
- De vasker fingre, men vil alligevel lige sætte en plet på mig, siger hun til Jyllandsposten.
Bolden hos Justitsministeriet
FN kan ikke tvinge Danmark til at tage sagen op ved domstolene, men Danmark skal inden seks måneder fortælle, hvad man vil gøre for at give komiteens synspunkt effekt.
- Vi må leve med komiteens afgørelse, siger Karsten Hjoth og fortsætter:
- Justitsministeriet må forholde sig til, hvad vi skal gøre: Om loven skal laves om, eller vi skal indbringe flere racismeanmeldelser for domstolene. Indtil vi får en melding ovenfra, ændrer vi umiddelbart ikke noget.