Flygtningehøjkommissærer møder paver og modtager fredspriser

En flygtningehøjkommissær er en magtfuld person, der både mødes med paven og statsledere.

Den nuværende flygtningehøjkommissær António Guterres kan blive afløst af danske Helle Thorning-Schmidt. (Foto: © FAbrice Coffrini, Scanpix)

Nobels Fredspris, møder med paven og alverdens statsledere. 9.300 medarbejdere under sig.

Det kan blive hverdagen for Danmarks tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), hvis hun bliver valgt som FN's flygtningehøjkommissær som bare den 11. i historien.

En flygtningehøjkommissær skal dog først vælges af FN's Generalforsamling i New York, men derefter kan det blive en årelang opgave at bestride posten.

Den nuværende flygtningehøjkommissær, Portugals tidligere premiereminister António Guterres, har således siddet på posten siden 2005.

En højprofileret post

- Chef for FN's flygtningehøjkommissariat, en organisation som yder humanitær hjælp til og beskyttelse af flygtninge der er omfattet af FN's flygtningekonvention.

Og det er da også en højt profileret post at være chef for UNHCR.

- Du er verdens fremmeste advokat for flygtninge og flygtninges rettigheder, siger Anita Bay Bundegaard, der er er tidligere rådgiver for flygtningehøjkommisæren, til DR Nyheder.

Siden oprettelsen af UNHCR i 1951 har organisationen desuden to gange vundet Nobels Fredspris.

Første gang var i 1954, hvor fredsprisen blev givet for det store arbejde med Europas flygtninge efter Anden Verdenskrig, mens den anden fredspris blev givet i 1981 for det store - nu verdensomspændende - arbejde med folk på flugt.

Møder med statsledere og paven

En stor del af jobbet består i at rejse rundt til store konferencer og engagere verdens ledere i flygtningesituationen. Og faktisk har det tidligere været en nyhed i sig selv, at flygtningehøjkommissæren var på besøg i Danmark.

Tilbage i 2013 mødtes António Guterres sågar med pave Frans i en privat audiens for at drøfte situationen for verdens millioner af flygtninge.

Det er i det hele taget en post, der får stor opmærksomhed i medierne verden over, og hvor det for flygtningehøjkommissæren handler om at skabe de bedste forhold for millioner af flygtninge verden over.

- Man skal være en dygtig diplomat og en dygtig politiker, fordi man skal arbejde sammen med verdens ledere - dels med at tage imod flygtninge, og man skal skaffe penge og politisk opbakning til, at flygtningene tages vel imod, og at de får de forhold som de har krav på, som man vogter over, siger Anita Bay Bundegaard.

Og det handler ikke kun om at vise sig offentligt. En stor del af jobbet går ud på, at "arbejde bag linjerne", som Anita Bay Bundegaard kalder det.

- Højkommissærens fornemste opgave er at være helt ude i forfront og advokere for rettigheder og forhold for flygtninge, siger hun til DR Nyheder.

Nuværende højkommissær ude med riven

Tidligere har UNHCR med diverse højkommissærer i spidsen således været med til at gøre situationen bedre for de mange flygtninge i blandt andet Afrika.

I forbindelse med den nuværende flygtningekrise i Europa var António Guterres for bare to uger siden ude med en hård kritik af EU-landendes håndtering af krisen.

- Det er uholdbart i det lange løb, at kun to EU-lande - Tyskland og Sverige - tager langt de fleste flygtninge, sagde han ifølge Ritzau.

Poul Hartling bestræd posten

Hvis Helle Thorning-Schmidt bliver valgt, bliver hun den fjerde tidligere statsleder og den anden danske statsminister, der betrider posten.

Fra 1978 til 1985 bestred Venstres Poul Hartling det ærefulde hverv.

- Han kom til UNHCR på højden af den kolde krig. Hans bemærkelsesværdige menneskelige åndskraft og evne til fornyelse ledte organisationen gennem større flygtningekriser i Vietnam og Afghanistan, på Afrikas Horn og i Mellemamerika. Med urokkeligt mod og vilje hjalp han med til at lette lidelserne for millioner, der havde mistet deres hjem, har den tidligere flygtningehøjkommissær Sadako Ogata sagt om Poul Hartlings bedrifter.

Det var da også Poul Hartling, der i 1981 modtog Nobels Fredspris på vegne af UNHCR.