47,9 procent til rød blok. 47,8 procent til blå blok.
Sådan lyder styrkeforholdet lige nu i dansk politik ifølge en ny måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.
Med et radikalt ultimatum om et meget snarligt valg er målingen særdeles spændende læsning for ikke mindst statsminister Mette Frederiksen.
Den sender samtidig Inger Støjbergs nye borgerlige parti, Danmarksdemokraterne, i Folketinget med hele 10,8 procent af stemmerne, mens tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye midterparti, Moderaterne, står til 3,1 procent.
Det giver Løkke den meget eftertragtede position i dansk politik som manden med de afgørende mandater for både rød og blå blok, fordi han modsat Inger Støjberg ikke har meldt sit nye parti ind i blå blok.
Herunder kan du se udviklingen siden folketingsvalget i 2019:
Lars Løkke Rasmussen vil ikke selv kommentere målingen, men folketingskandidat og politisk chef for Moderaterne, Jakob Engel-Schmidt, erklærer sig "utroligt glad":
- Den eneste måling, der tæller, er den, der bliver afgjort af vælgerne på valgdagen. Med det sagt, så er jeg da optimistisk, siger Jakob Engel-Schmidt.
Er 3,1 procent et tilfredsstillende niveau for jer?
- Jeg håber da, at vi ender på et markant højere valgresultat, men 3,1 procent er da bedre end 2,1 procent. For Moderaterne er det afgørende at få mandater, der giver indflydelse. Så er det lidt mindre afgørende, om det er 5,1 procent, 4,1 procent, eller 3,1 procent.
Moderaterne vil fortsat hverken pege på statsminister Mette Frederiksen (S) eller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen som statsministerkandidat.
- Vores vælgere ved, hvilken politik vi går til valg på, og at vi arbejder ihærdigt for at gennemføre det. Det kan vi gøre med Søren Pape, det kan vi gøre med Jakob Ellemann-Jensen, og det kan vi måske også gøre med en socialdemokrat.
Så kommer I ikke til at pege på en statsministerkandidat før valget?
- Det kommer Lars Løkke Rasmussen til at svare på under valgkampen, siger Jakob Engel-Schmidt.
Herunder kan du se udviklingen siden den seneste Epinion-måling i maj 2022:
Socialdemokratiet går tilbage efter "blæsevejr"
Hos Socialdemokratiet vil fungerende politisk ordfører, Leif Lahn, ikke forholde sig til Lars Løkke Rasmussen som potentiel kongemager på baggrund af en enkelt meningsmåling.
- Folketingsvalg er altid tætte, og derfor vil vi selvfølgelig ud fra valgresultatet se, hvilket puslespil der skal lægges, siger han.
Socialdemokratiet står til 24,2 procent i den nye måling mod 27,2 procent i den seneste Epinion-måling fra maj, og samtidig er det røde flertal bag Mette Frederiksen som statsminister smuldret.
- Det er altid sjovest at svare på målinger, hvor man går frem. Derfor vil jeg selvfølgelig også bare tage målingen her til efterretning. Men jeg er nødt til at notere mig, at det fortsat er knap hver fjerde dansker, der bakker op om Socialdemokratiet – på et tidspunkt, hvor vi har været ude i noget blæsevejr, siger Leif Lahn med henvisning til minkkommissionens kritik af regeringen og statsministeren.
Radikale fastholder krav om snarligt valg
Efter minkkommissionens kritik af regeringen krævede De Radikale i begyndelsen af juli, at Mette Frederiksen udskriver valg senest ved Folketingets officielle åbning den 4. oktober. Ellers vil støttepartiet vælte regeringen.
Og det ultimatum fastholder politisk ordfører Andreas Steenberg, selvom timingen hverken ser særlig gunstig ud for rød blok samlet set eller De Radikale selv. Partiet står til 5,8 procent i den nye måling mod valgresultatet på 8,6 procent.
- Der er brug for et valg, så vi kan få en ny regering på midten, siger Andreas Steenberg.
- Vi synes, minkkommisisonen viser ulemperne ved at have en et-parti-regering: En magtfuldkommen regering, hvor for få beslutter for meget. Derfor er der brug for et valg, så vi kan få en ny regering hen over midten og få noget frisk luft ind på Christiansborg.
Er det ikke en foræring til blå blok, at I står fast på jeres ultimatum til Mette Frederiksen?
- I vil selvfølgelig gerne gøre den her måling op i rød og blå blok. Men jeg synes, at man kan se, at folk vil have en regering på midten. Jeg tror, man skal vænne sig til, at der efter valget vil komme forhandlinger, hvor meget kan komme i spil, siger Andreas Steenberg.
Han betoner, at Lars Løkke Rasmussen ikke er den eneste, der sidder på de afgørende mandater, fordi Radikale også har erklæret sig klar til at forhandle regering på tværs af blokkene.
- Det kommer an på forhandlingerne efter valget. Målingen bekræfter, at der er brug for en anden regering end en et-parti-regering, siger Andreas Steenberg.
Venstre glæder sig over blå fremgang trods egen tilbagegang
I Lars Løkke Rasmussens gamle parti, Venstre, tager politisk ordfører Sophie Løhde også målingen med et gran salt.
- Hvem Moderaterne vil pege på som statsminister, det må Lars Løkke Rasmussen svare på, så danskerne får et klart svar på, om en stemme på ham i virkeligheden er en stemme på, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister, siger hun.
Selvom Venstre med 14,2 procent ligger langt fra valgresultatet på 23,4, synes Sophie Løhde, at det er "en rigtig dejlig måling" at starte den nye politiske sæson på efter sommerferien:
- Der er markant fremgang til blå blok, og det er også i dén grad en indikation på, at danskerne ønsker en ny regering - og dermed en anden statsminister end Mette Frederiksen.
Hvordan kan du sige det, når den eneste anden statsministerkandidat - Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen - kun har opbakning fra 14,2 procent af vælgerne?
- Jeg hæfter mig ved, at der er en markant fremgang for de blå partier. Man kan også se, at flertallet bag Mette Frederiksen smuldrer - og det er jo en klar indikation på, at danskerne ikke ønsker, at Mette Frederiksen skal fortsætte som statsminister, siger Sophie Løhde.
Støjberg står til at storme ind i Folketinget
Det helt store skred i målingen er udløst af en ny spiller i dansk politik: Tidligere Venstre-minister Inger Støjberg står til at komme tilbage i Folketinget med 10,8 procent til hendes nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.
Partiformanden kalder det "en utrolig flot måling", men betoner, at "alt kan ske endnu":
- Jeg er selvfølgelig glad for den store opbakning, der er kommet til Danmarksdemokraterne her i begyndelsen, men jeg er også meget bevidst om, at vi først skal gøre os fortjent til det, og derefter er der langt til valget, siger Inger Støjberg.
Hun fik før sommerferien med rekordfart indsamlet de nødvendige vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget, selvom hun hverken har fremlagt et politisk program eller en liste over folketingskandidater.
- Jeg har brugt hele sommeren på at finde kandidater og få kigget på nogle af de politiske forslag, som vi kommer til at lægge frem. Det er klart, det kommer inden valget. Alt afhængigt af, hvornår Mette Frederiksen udskriver det, men det kommer inden særligt lang tid, siger Inger Støjberg.
Hendes tilbagevenden til dansk politik ser ud til at komme til at ske på bekostning af ikke mindst Dansk Folkeparti, der ligger til blot 2,1 procent i den nye måling.
Det er snublende tæt på spærregrænsen på 2 procent, men politisk næstformand René Christensen føler sig alligevel sikker på, at partiet også er at finde på Christiansborg efter valget.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at DF ikke skulle blive valgt til Folketinget.
- Så må vi se, hvor store eller små vi bliver. Vi har jo været ude i en frygtelig krise, men jeg fornemmer nu, er at vi er kommet ud på den anden side. Nu får vi forhåbentligt mulighed for at tale politik med danskerne, og så kommer det til at rette sig, siger han.
Selvom De Radikales ultimatum har sat gang i valgforberedelserne hos partierne på Christiansborg, har Mette Frederiksen formelt set helt frem til 5. juni 2023, hvor valget ifølge Grundloven senest skal være afholdt.