Skal Danmark helt stoppe med at sælge våben til Tyrkiet, der potentielt kan ende med at blive brugt i den aktuelle tyrkiske offensiv i Syrien?
Det mener et flertal i Folketinget, der i de seneste par dage har lagt pres på den danske regering for at indføre en egentlig våbeneksport-embargo mod Tyrkiet.
Det sker, efter at Tyrkiet i sidste uge indledte en militæroffensiv med angreb ind i den kurdiske del af Syrien. Målet var at skabe en såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Offensiven har fået blandt andet Frankrig til med øjeblikkelig virkning at indstille eksporten af våben til Tyrkiet, der kan bruges i konflikten, oplyste den franske forsvarsminister, Florence Parly, lørdag aften på Twitter.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), deltager i dag i et fælles EU-rådsmøde med sine europæiske ministerkollegaer. Her vil udenrigsministrene diskutere en fælles EU-front om at stoppe al våbeneksport til Tyrkiet.
Fælles EU-front mod Tyrkiet
Forud for mødet siger Jeppe Kofod til DR Nyheder, at Danmark ikke ventes at udstede nye tilladelser til at eksportere til Tyrkiet.
- Som jeg har slået fast flere gange, så har vi det sidste halvandet år haft en restriktiv og hård våbeneksportpolitik. Vi har ikke givet nogen våbentilladelser til våben, der kunne bruges i Syrien, siger Jeppe Kofod her til morgen.
I perioden fra 2013 til 2017 er der imidlertid givet 19 permanente tilladelser til ”udførsler af våben eller militært udstyr til Tyrkiet,” fremgår det af et svar fra Justitsministeriet til Folketinget i april 2018.
Hvorvidt de tilladelser fortsat er gældende er imidlertid uklart, og Jeppe Kofod svarer ikke på spørgsmålene om de allerede udstedte tilladelser.
Jeppe Kofod, der er givet 19 permanente tilladelser til at danske virksomheder kunne eksportere våben til Tyrkiet fra 2013 til 2017. Hvad med dem?
- Som jeg sagde, så har vi indført en hård og restriktiv våbenpolitik for halvandet år siden.
Venstre vil have stop for salget
Jeg er lige nødt til at spørge dig igen. I perioden fra 2013 til 2017 er der givet 19 permanente tilladelser til, at danske virksomheder kan eksportere våben til Tyrkiet. Skal de tilladelser inddrages?
- Det, som de andre lande også taler om, det ligner det, vi fra Danmark har lavet for halvandet år siden. Altså en hård og restriktiv våbenpolitik, hvor vi ikke giver tilladelser til våben. Det har vi ikke gjort i halvandet år til våben, der kan bruges i Syrien.
Så der er ikke nogen våbeneksport til Tyrkiet lige nu?
- Vi har en våbeneksportpolitik, som de andre lande begynder at kopiere. De andre lande kommer med nu. Det er godt, svarer Jeppe Kofod.
I Venstre fastholder udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, at partiet ønsker et stop for salget af våben til Tyrkiet, og at det også inkluderer en inddragelse af de 19 tilladelser, der er givet.
Hvor mange af dem, der stadig er gældende i dag, er uklart. DR Nyheder er i kontakt med Justitsministeriet for at få et svar på netop det spørgsmål.