I en lynmåling, som Epinion i dag har lavet for DR Nyheder, svarer 58 procent af de adspurgte, at de mener, at den aktuelle skattesag gør Helle Thorning Schmidt mere utroværdig som statsministerkandidat.
I en tilsvarende måling fra sagens begyndelse for en måned siden, mente kun 38 procent, at skattesagen havde negativ betydning for hendes troværdighed.
Hele sagen drejer sig om, hvor tit Helle Thorning Schmidts mand, Stephen Kinnock er i Danmark.
753 voksne over 18 år fordelt over hele landet har deltaget i dagens undersøgelsen.
Flest mænd peger tomlen nedEt lille flertal af mænd mener, at Socialdemokraternes leder har mistet troværdighed, fordi hun har givet upræcise oplysninger til myndighederne om hendes mands ophold i Danmark.
60 procent af mændene svarer, at troværdigheden er skrumpet, lidt færre kvinder deler dette synspunkt.
På en måned er andelen af vælgere, der er negativt stemte overfor Socialdemokraternes leder, vokset fra 39 til 49 procent, viser dagens måling.
Et af spørgsmålene lød: Er du positivt eller negativt stemt over for Helle Thorning Schmidt?
I dag svarer 33 procent, at de er positivt stemt. Det er 13 procentpoint færre, end da spørgsmålet blev stillet 1. juli.
Omvendt er næsten 50 procent negativt stemt overfor den socialdemokratiske leder, det er en stigning på 10 procentpoint.
Flertallet blandt de negativt stemte er først og fremmest fra Midt- og Nordjylland og Syddanmark. Færrest er der i region Hovedstaden.
OK til at fortsætte som formand
Der er et flertal for, at Helle Thorning Schmidt fortsætter som formand for partiet. Godt 60 procent har svaret nej til, at hun bør forlade formandsposten, mens en fjerdedel siger ja til hendes afgang.
Her svarer flest ja på Sjælland og i Syddanmark, mens de, som har svaret nej til at Helle Thorning Schmidt bør gå af som partileder, især kommer fra Midtjylland og Hovedstaden.