Finansminister Nicolai Wammen (S) fremhævede det som den vigtigste ting, da regeringen i efteråret lavede en bred aftale om finansloven.
En akutpakke på 405 millioner kroner, der skulle hjælpe havmiljøet. Akutpakken kom efter nogle måneder, hvor iltsvindet i de indre danske farvande var det værste i 20 år.
- Det er noget, jeg virkelig er bekymret for, sagde Wammen om situationen i havet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) sagde senere, at pengene ville få stor betydning.
- Det er lykkes at få partierne med til at bevillige 400 millioner kroner til en akutplan for at redde vores fjorde og indre farvande, hvor vi har iltsvind, sagde Heunicke.
Mette Frederiksen (S) var også tilfreds.
- Vi har landet en finanslov, hvor vi har afsat flere penge til vores havmiljø. Det er rigtig, rigtig positivt, sagde statsministeren.
Nu er aftalen om akutpakken forhandlet på plads. Men den kommer ikke med nogle nye reduktioner i udledningen af kvælstof.
- Ambitionen bliver ikke ændret med akutpakken, siger ekspert i havmiljø, professor i kystøkologi på DTU Aqua Karen Timmermann.
Hun siger, at der ellers er hårdt brug for flere reduktioner end dem, der allerede er vedtaget.
- Hvis ikke vi får nogle nye reduktioner, så vil det ikke bare fortsætte med den dårlige tilstand i vandmiljøet, så vil det blive værre. Det skyldes, at klimaforandringerne vil forværre den tilstand, vi har i vandmiljøet, siger Karen Timmermann.
Bredt flertal står bag
Et bredt flertal i Folketinget blev i 2021 enig om en landbrugsaftale, der fastsatte målet for kvælstofreduktionerne.
Her er der aftalt reduktioner for 10.800 ton frem til 2027. Men Danmark skal reducere udledningen i 2027 med 13.100 ton kvælstof for at leve op til EU's krav om godt vandmiljø.
Der skal altså reduceres betydeligt mere end det, der allerede er aftalt, hvis man skal nå i mål.
- Med det tempo, der er på, så bliver det rigtig svært at opnå kravene fra EU, siger Karen Timmermann.
Hun understreger dog, at det er fint, der kommer gang i nogle konkrete projekter ved Vejle Fjord og ved Limfjorden.
'Brug for handling nu'
Men selv de kvælstofreduktioner, som politikerne er blevet enige om, halter det gevaldigt med overhovedet at få gennemført.
Det er her, akutpakken kommer ind i billedet.
Akutpakken skal skubbe på for at få gennemført det, som allerede er aftalt. Projekter og planer, som sidder fast i systemer og ikke bliver gennemført.
Det skal ske ved at ansætte konsulenter i kommunerne, som kan hjælpe med at gennemføre projekter, hvor landbrugsjord tages ud af drift og omdannes tli vådområder. Og aftalen sætter også fart i to konkrete projekter. Et ved Vejle Fjorde og et ved Limfjorden.
- Altså den bygger videre på de allerede vedtagende reduktioner, siger Karen Timmermann.
Den konservative formand Mona Juul kalder det "vildt", at man er nødt til at lave en akutpakke for overhovedet at få gennemført de ting, der allerede er besluttet.
- Vi beslutter os for en hel masse ting, og så sker der bare ikke rigtig noget. Så det er jo helt vildt, at vi er nødt til at lave en ny beslutning for, at der så skal ske noget, siger Mona Juul.
Formand for De Radikale Martin Lidegaard siger, at der brug for at reducere udledningerne med det samme.
- Jeg ved ikke, hvad jeg er mest vred og frustreret over. De åbenlyse problemer med død i vores have eller forsøget på at dække over det og sige, at vi gør noget, og vi er på vej med noget. Det er regeringen ikke. Der skal langt mere til, og det skal til nu.
Hvorfor er I så med i en aftale?
- Vi har jo løbende indgået i alle aftaler, vi overhovedet kunne. Alle små skridt frem har vi været med til. Men jeg erkender helt åbent, at hvis det stod til os, så skulle der langt, langt hårdere og strammere regulering til, siger Martin Lidegaard.
SF's fødevareordfører, Carl Valentin, mener, det er svært at kalde det for en "akutpakke", når aftalen ikke give nye reduktioner i udledning af kvælstof.
- Ordvalget om en akutpakke er måske lidt vidtgående. Det er lidt mere, end hvad den her aftale kan bære. Jeg synes, det er en fin aftale. Det er en lille god ting. Men hvis man virkelig vil lave en akut indsats for vores havmiljø, så skal der meget mere til.
Hvorfor er I så med i den?
- Det er, fordi den trods alt har noget betydning for vores havmiljø på den måde, at man kommer til at opkøbe dambrug, som har noget udledning til havmiljøet. Men det er jo rigtigt, at det er en dråbe i havet i det store perspektiv, siger Carl Valentin.
Heunicke: Det er meningen med pakken
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er det netop meningen med akutpakken, at den skal sætte skub i projekter.
- Hele formålet med akutpakken er jo netop, at vi får accelereret de ordninger, som i øjeblikket hænger fast i startboksen. Og vi må jo bare sige, at indsatsen har været for lille igennem årtier, og den går stadigvæk for langsomt.
- Derfor er det nødvendigt, at vi får accelereret indsatsen og helt konkret får peget på nogle områder, hvor vi investerer fra statens side. Hvor vi køber landbrug, køber dambrug ud af produktion og får vådgjort arealerne.
Men hvorfor er det, at de her ting sidder fast i systemet? Man har kendt problemet i årtier, og alligevel står du her og siger, at tingene sidder fast, og de ting, der er vedtaget, bliver faktisk ikke engang til noget. Så man nødt til at gøre noget ekstra for at få dem effektueret?
- Ja, men man må bare sige, at det er jo fint tænkt med frivillighed, men det går ikke kun med frivillighed. Der skal meget mere til. Noget af det handler om målrettet regulering, altså en tvangsregulering af nogle af de landbrug, som ligger ud til de områder, hvor der er iltsvind.
Da man lavede den her aftale, sagde du, at det var lykkedes at få partierne til at bevilge 400 millioner kroner til en akutplan, der ville redde vores fjorde og indre farvande. Hånden på hjertet, redder den her akutplan fjorde og indre farvande?
- Nej, der er ikke en ting, der kan vi redde vores fjorde. Der vil være mange indsatser, der skal lægges ovenpå hinanden. Det her vil gøre en meget konkret forskel på ildsvindssituationen i Vejle Fjord og i bunden af Limfjorden. Det er nogle af de værste steder, men der skal jo meget mere til, siger Magnus Heunicke.