Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) satser på at mødes med Kommunernes Landsforening (KL) snart for at nå frem til en endelig afklaring om kommunernes budget for næste år.
- Jeg regner med, at vi kommer frem til en endelig afklaring, siger finansministeren.
Flere timers forhandlinger strandede uden en løsning i nat, hvor parterne gik hver til sit.
Er kommet bag på kommunerne
I år er der ifølge kommunerne lagt op til svære forhandlinger, især på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag, som regeringen lægger op til at presse ned over kommunerne.
Kravet om effektiviseringer og besparelser skal ifølge regeringen være på en procent af de kommunale budgetter, og det er kommet bag på kommunerne.
Ifølge KL svarer det til omkring 2,3 milliarder kroner, og det vil KL ramme kernevelfærden.
V-borgmestre har reageret skarpt
Også flere V-borgmestre har reageret skarpt overfor regeringen, men Claus Hjort Frederiksen har gjort det klart, at han om nødvendigt vil forsøge at finde et flertal på Christiansborg, der kan tvinge omprioriteringen igennem, hvis kommunerne ikke indgår en frivillig aftale.
Finansministeren har dog også en gulerod med til kommunerne. Han kan vælge at give kommunerne lovning på, at de får lov til at beholde en del af de 2,3 milliarder kroner, de effektiviserer for. Det kan vise sig at være det afgørende punkt, som fører til en aftale.
Må måske beholde en del af pengene
Kommunerne får dog næppe lov til at beholde hele beløbet. Ligesom under den forrige regering er der igen i år udsigt til store udgifter til asylansøgere, som begrænser råderummet til nye initiativer.
Derfor har V-regeringen brug for at finde penge, hvis man blandt andet vil gennemføre det løft af sundhedsområdet, som Venstre har stillet i udsigt.
/ritzau/