Finansminister: Sverige kan ikke smyge sig udenom

Sveriges regering kalder Postnord-krisen et dansk anliggende, men Kristian Jensen mener, at svenskerne skal spæde til.

Finansminister Kristian Jensen mener ikke, at Sverige skal have lov til at smyge sig uden om at betale til kriseramte Postnord. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Finansminister Kristian Jensen (V) går fortsat efter at få den svenske regering til punge ud til kriseramte Postnord.

Det er meldingen efter at den svenske regering igen har slået fast, at problemerne i Postnord hovedsageligt er et dansk anliggende.

- Jeg tror helst, at svenskerne vil være fri. Men sagen er, at vi ejer selskabet fælles, og det er klart, at hvis et datterselskab har brug for en rekonstruktion og et kapitaltilskud, er det begge ejere, der skal give midler til det, siger Kristian Jensen.

- Det, vi starter nu, er en politisk forhandling, og det er klart, at Sverige gerne vil smyge sig uden om, men det mener jeg ikke, at de skal have lov til, siger han.

Postnord er ejet af både den svenske og danske stat. Mens Sverige ejer 60 procent af virksomheden, ejer Danmark 40.

Postnord har brug for en kapitaltilførsel på 2,3 milliarder kroner, og samtidig er det meldt ud, at der skal nedlægges 4.000 ud af selskabets 10.000 stillinger de kommende år.

/ritzau/