Pressede Inger Støjberg sit embedsværk så hårdt, at det endte med at gennemføre en ulovlig instruks i strid med konventioner og dansk ret?
Og bærer den tidligere udlændinge- og integrationsminister ansvaret for, at en række unge asylpar dermed uberettiget og ulovligt blev adskilt?
Det er to af de centrale spørgsmål, som Rigsretten de kommende måneder skal vurdere.
En vurdering, som retten i praksis tager hul på i dag med en såkaldt forelæggelse af sagen, hvor sagens anklagere fremlægger beviserne i sagen.
Deres opgave er at overbevise 26 dommere om, at Inger Støjberg brød den helt særlige lov, der gælder for ministre - ved at tilsidesætte gældende love og regler på en “grov eller uagtsom” måde. De to anklagere agerer på vegne af selve Folketinget – et flertal af Inger Støjbergs kolleger har placeret hende på anklagebænken.
For at forstå, hvordan det er endt med danmarkshistoriens blot sjette rigsretssag, skal kalenderen bladres lidt mere end fem år tilbage i tiden. Datoen er den 25. januar 2016.
En minibus i Bruxelles
Historien tager sit udgangspunkt i et folkevognsrugbrød et sted i Bruxelles.
Inger Støjberg er i den europæiske storby i en helt anden anledning. Sammen med partifælle, udenrigsminister Kristian Jensen, skal hun stå skoleret for EU-Parlamentet, der vil have en forklaring på den danske smykkelovgivning. En lovgivning, der gør det muligt at konfiskere eksempelvis smykker fra nyankomne flygtninge og migranter med henblik på at finansiere deres ophold i Danmark.
Lovgivningen er en udløber af begivenhederne året forinden, hvor store flygtningestrømme bevægede sig op gennem Europa, og hvor de endte med at gå på Sønderjyske Motorvej.
Udlændingepolitikken var et af de helt store debatemner.
Det er i det lys, man skal se de efterfølgende begivenheder. For efter mødet med EU-parlamentarikerne sætter Støjberg sig på bagsædet i minibussen. Her har hun selskab af sin særlige rådgiver og ministeriets chefjurist.
Hun læser nyheder på sin telefon. Flere medier skriver om, at der på danske asylcentre findes såkaldte barnebrude. Altså kvinder, der er tvangsgift med ældre mænd. Støjberg er ikke i tvivl. Det skal stoppes, parrene skal adskilles, og det skal gå meget hurtigt.
Detaljerne her kender vi, fordi både Støjberg, rådgiveren og utallige embedsfolk allerede én gang har afgivet forklaring, da sagen blev behandlet som en kommisionsundersøgelse.
Og det er de efterfølgende dage og måneder, der nu er bagtæppe for danmarkshistoriens sjette rigsretssag.
Herunder kan du få et overblik over de vigtigste datoer i sagen om adskillelse af asylparrene.
Lagde pres på embedsværk
Det ligger helt fast, at Støjberg pressede sit system til det yderste for at få adskilt så mange unge asylpar, som det overhovedet var muligt. Det erkender både hun og de folk, der var hende nærmest i hendes tid som udlændingeminister.
Anklagen går imidlertid på, at Inger Støjberg ”iværksatte” og ”fastholdt” en adskillelse af de unge asylpar, som dels var ”i strid med” menneskerettighedskonventionen OG dansk lovgivning.
De unge par blev skilt ad automatisk ud fra nogle få faktuelle oplysninger – blandt andet deres alder. Men skulle det være foregået efter bogen, skulle sagsbehandlerne i Udlændingestyrelsen have gennemført partshøringer af de berørte familier og derefter have lavet en individuel vurdering.
Inger Støjbergs forsvar i sagen var i Instrukskommissionen et ministernotat. Notatet, som er godkendt af Støjbergs ministersekretær på vegne af hende, beskriver nogle undtagelser fra reglen om adskillelser. Altså en lovlig administration.
Men notatet nåede aldrig frem til Udlændingestyrelsen, der skulle træffe afgørelserne om adskillelse, og de ledende jurister i Støjbergs eget ministerium har undsagt betydningen af det. Notatet var ifølge dem ”dødt og borte”.
Med andre ord: Havde notatet været i papirform, så var ifølge det ifølge disse juristers forklaring til kommissionsundersøgelsen kørt igennem makuleringsmaskinen.
Vil du være klogere på, hvad sagen handler om, så forklarer vi det i videoen her.
Pressemeddelelse eller instruks?
Rigsretten skal behandle sagen fra i dag og frem til december, hvor der ventes dom. Her vil notatet stå helt centralt.
Centralt står også den instruks, der har lagt navn til sagen. Faktisk er der tale om en pressemeddelelse, som hen ad vejen fik status af instruks. I hvert tilfælde ifølge nogle af vidnerne i sagen.
Andre har fastholdt, at der alene var tale om "politisk kommunikation". Men at Inger Støjberg var en markant og stærkt kommunikerende udlændingeminister, dét skal rigsretten ikke vurdere.
Spørgsmålet er snarere, om hendes handlekraft tog overhånd, så at sige.
På én måde kan rigsretssagen virke som en gentagelse af den kommission, der fuldstændigt tilsidesatte Støjbergs forklaring om ministernotatet. Vidnerne og beviserne er ved først øjekast de samme. Billedet snyder imidlertid.
Formen, alvoren og konsekvenserne er nu nogle helt andre. Støjberg er ikke længere kun flankeret af én, men tre forsvarsadvokater. Sagen handler alene om hende, ikke om andre politikere eller et antal embedsmænd. Dømmes hun, risikerer hun ikke kun en bøde, men i værste fald en fængselsstraf.
At samle Rigsretten er sjældent. Få forklaringen om Rigsretten her.
For Inger Støjberg er der noget større i spil. Hendes eftermæle.
Rigsretssager er yderst sjældne. Det er endnu mere sjældent at en dansk minister er dømt skyldig ved Rigsretten.
Om Inger Støjberg indskriver sig i dén række, afgøres inden jul, når rigsretten vurderer skyld og eventuel straf. Derpå følger spørgsmålet om sagens betydning for Inger Støjbergs politiske liv - afhængig af rettens tale, Folketingets vurdering i tilfælde af hun kendes skyldig. Og i sidste ende vælgernes dom, hvis Inger Støjberg atter stiller op.
Rigsretten bruger lokaler ved Eigtveds Parkhus på Christianshavn i forbindelse med sagen. Sådan her er retssalen indrettet.