Minkavler Olav Vinther Kristensen frygtede i første omgang ikke den nyhed, der lige var tikket ind.
Det var juni, og termometeret havde for længst passeret 20 grader. Som så mange andre danskere kunne han og familien for en stund ånde lettet op. Efter at have været igennem en hård nedlukning i marts og april, varslede sommeren en ny tid for danskerne.
Børnene var tilbage i skole, biograferne var åbne, og mange begyndte at drømme om sommerferie i udlandet. Corona var på retur.
De kolde tal bekræftede billedet.
17. juni var der blot 74 smittede i Danmark.
Men samme junidag kom der en nyhed ud på Fødevarestyrelsens hjemmeside: Mink på en farm i Hjørring var blevet smittet med corona.
Olav Vinther Kristensen fik sine første mink i 1985. På 36 år blev 250 tæver til knap 33.000 mink. En virksomhed han havde skabt sammen med sine tre børn og kone nær Hørby uden for Hobro.
Den garvede minkavler tog historien fra Hjørring med sindsro.
- Vi havde selvfølgelig skrækbilledet fra Holland i baghovedet. Men man er lidt der, hvor man beskytter sig selv, og finder nogle argumenter for, at der ikke er noget problem, og man kan holde det ud i strakt arm, siger han.
I Holland var myndighederne allerede begyndt at aflive mink på grund af corona.
Imens nyheden blev fordøjet hos Olav Vinther Kristensen i Hobro, var sagen fra Hjørring nået statsminister Mette Frederiksens (S) bord.
Lige siden corona kom til landet, havde statsministeren og hendes departementschef Barbara Bertelsen taget styringen i forsøget på at dæmme op for virus ud fra et forsigtighedsprincip.
Da corona ramte minkfarmen i Hjørring var det ingen undtagelse. Sagen røg op på højeste niveau.
Det var selveste statsministeren, der godkendte håndteringen af sagen fra Hjørring i e-mail med en kort kommentar:
"OK, vil dog betvivle, om det er nok."
Undrede sig over aflivningsstop
De tre første smittede besætninger blev slået ned.
Men over sommeren forvitrede forsigtighedsprincippet, når det gjaldt mink. Myndighederne vurderede, at det ville være nok at teste massivt og bruge værnemidler. Det kunne inddæmmes, var forventningen.
Det vakte undren hos Olav Kristensen.
- Man slog meget kontant de første tre farme ned. Og så stoppede man. Hvorfor var det lige pludselig ikke et problem? Man kunne ikke lade være med at spekulere over, om man i systemet var bange for pengekassen, siger Olav Kristensen.
For ham var det indlysende, at det kunne gå galt.
Da efteråret kom, meldte de barske realiteter sig. I løbet af september steg smitten drastisk blandt minkene, og i slutningen af måneden var det på et niveau, der fik regeringen og landets øverste embedsmænd til at spærre øjnene op.
Med en såkaldt håndakt - et papir, der udpensler det vigtigste i en sag - gik Barbara Bertelsen 30. september til møde i regeringens økonomiudvalg.
I dokumentet stod der: Scenariet er, at minksmitte kan betyde, at ”alle vacciner i verden vil være ineffektive".
Baggrunden var en ny og ildevarslende risikovurdering fra Statens Serum Institut, der var landet få dage før.
ASAP
Finansminister Nicolai Wammen (S) sad som formand for udvalget, og han har i Minkkommissionen forklaret, at han i et tydelig sprog tegnede alvoren op:
ASAP – så hurtigt som muligt - skulle de ansvarlige ministre se på, hvilke scenarier, der kunne være, og hvordan de kunne håndteres. Det gjaldt også en aflivning af alle mink.
Dagen efter mødet i regeringens økonomiudvalg, trådte et andet centralt udvalg under regeringen sammen: Coronaudvalget med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen.
Her blev der lavet et markant kursskifte. Nu blev smittede farme slået ned, og i en zone på 7,8 kilometer rundt om.
I løbet af oktober stod det hurtigt klart, at planen om at holde smitten nede var slået fejl.
Men det skulle blive værre.
2. november fandt et møde sted mellem minkavlernes organisation Kopenhagen Fur og Fødevarestyrelsen.
Videnskabsmanden smed en bombe
Med på mødet sad den daværende faglige direktør i Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak.
I virkeligheden handlede mødet om fremtiden for erhvervet under pandemien og muligheden for at beholde avlsdyr. Men en udtalelse på mødet fra den rutinerede videnskabsmand skulle vise sig at besegle minkavlernes skæbne.
Kåre Mølbak beskrev et fund af en ny mutation – den såkaldte cluster 5. Den ville kunne gøre Danmark til et nyt Wuhan, lød det.
Da udtalelsen faldt, havde Kåre Mølbak uforvarende detoneret en bombe, hvis trykbølger hurtigt og ukontrolleret forgrenede sig i statsapparatet.
I første omgang troede Mette Frederiksens stabschef Martin Justesen, at det var en misforståelse. Nogen måtte have hørt forkert.
Han var ved at putte sin datter, da han klokken 19.33 fik en sms-besked fra Søren Andersen, der var særlig rådgiver i Fødevareministeriet.
Her fortalte Søren Andersen om Mølbaks Wuhan-melding:
”Det er ny viden for os. Og lidt vildt, at han bare slynger det ud til branchen,” lød det i sms’en
Stabschefen ringede til Barbara Bertelsen, og der gik et detektivarbejde i gang for at finde ud af, hvad Mølbak egentligt havde sagt.
Da det stod klart, at der ikke var tale om en misforståelse, gik Statsministeriet for alvor i gang.
Skæbnemøde
Hvis mængden af papir, sms’er og møder mellem embedsfolk røg ind i en politisk seismograf, ville apparatet 3. november være i færd med at opfange et massivt jordskælv.
En af Statsministeriets topfolk - departementsråd Pelle Pape - satte med en sms Justitsministeriet i gang. En af ministeriets kontorchefer fik besked på at lave en sag til et regeringsmøde samme aften.
Her skulle det besluttes, hvordan regeringen ville tackle smitten blandt mink set i lyset af den nye risikovurdering fra SSI.
I et hektisk og opskruet tempo indsendte embedsmænd fra adskillige ministerier deres bidrag – tal, modeller, forslag til løsninger, et notat om gift samt en nødplan for en aflivning af minkene.
Undervejs blev materialet af flere omgange rettet. Bilag og dokumenter blev sendt frem og tilbage mellem embedsfolkene, og klokken 21.24 landede en e-mail hos Mette Frederiksen med en stribe dokumenter, der skulle klæde statsministeren på til mødet.
Der lå blandt andet også to bilag - 2 og 2a.
I dem fremgik det, at der var problemer med hjemlen til at lægge erhvervet i dvale eller lukke det helt.
Få minutter senere klokken cirka 21.30 gik regeringsmødet i gang. Det foregik over video, og i dag er det stadig uklart, hvad der præcist blev sagt.
Men ifølge vidneudsagn og håndskrevne noter fra sundhedsminister Magnus Heunicke, tog mødet sig i overskrifter således ud:
Statsministeren tog ordet, og udtrykte dyb bekymring for situationen. Ifølge flere vidner skulle hun have konstateret, at materialet var blevet modtaget meget sent. De enkelte fagministre måtte derfor fremlægge sagen.
Flere gange spurgte statsministeren ind til den altoverskyggende risikovurdering fra SSI, der konstaterede, at mutationen i mink kunne betyde, at virus ville udvise nedsat følsomhed over for antistoffer. Med andre ord: Vaccinerne kunne være i fare.
Ligesom den præcise talerække stadig svæver i det uvisse, er det uklart, hvem der faktisk tog beslutningen om at aflive alle mink.
Magnus Heunicke afviste, ifølge vidner på mødet, at det var forsvarligt at lade alle mink leve.
Statsministeren drog på baggrund af frygten for ubrugelige vacciner omtrent samme konklusion, ifølge Heunickes noter.
Beslutningen var at aflive alle mink i Danmark, men uden at lave et forbud mod minkavl.
Hverken ifølge de afhørte vidner eller sundhedsministerens notesbog bragte nogen spørgsmålet om hjemmel op på mødet.
Ingen havde tilsyneladende læst de to bilag, og i hvert fald ikke det med hjemmel.
Smed headsettet og sagde: Det er noget lort
I løbet af dagen den 4. november blev beslutningen fra dagen før fordøjet i embedsapparatet. En række afdelingschefer fra blandt andet Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet trådte sammen om formiddagen.
Og her skete der noget opsigtsvækkende. Tejs Binderup, afdelingschef i Fødevareministeriet, gjorde det ifølge et telefonnotat klart, at der var tvivl om hjemlen til at aflive alle mink. Det blev besluttet at undersøge det nærmere.
I Statsministeriet var medarbejderne i færd med at gøre klar til det pressemøde klokken 16.00, hvor Mette Frederiksen skulle beordre minkene aflivet.
Martin Justesen havde sat taleskriverne i gang med at forberede de ord, som statsministeren skulle indlede mødet med.
Men allerede inden Mette Frederiksen gik på, stod alvoren klar for familien Vinther Kristensen.
På et videomøde en halv time inden pressemødet gik i gang, blev flere avlere orienteret af minkformanden Tage Pedersen.
Nu var det slut, lød konklusionen fra formanden ifølge Olav Vinther Kristensen.
Familien blev i løbet af eftermiddagen samlet foran skærmen i hjemmet uden for Hobro. Minkene på farmen var raske, og derfor troede familien til det sidste, at der måske stadig var en udvej.
- Håbet var at få lov til at beholde avlsdyrene, så vi trods alt havde noget at komme videre med, siger Olav Kristensen.
Avlsdyr var livsnerven i den danske minkbranche. Hvert år gav de kuld af nye dyr, der så igen kunne pelses, og skindene sælges.
Men den sidste redningskrans ville også forsvinde ud af syne.
Klokken 16.06 kom beskeden fra statsminister Mette Frederiksen – det var ”nødvendigt” at aflive alle mink i Danmark – også avlsdyr.
Datteren Mette var på arbejdet, men fulgte med fra kontoret, da pressemødet gik i gang. Forinden havde en kollega gjort hende opmærksom på, at der var nogle overskrifter om mink på forskellige nyhedssider.
- Jeg blev meget chokeret, men jeg måtte jo prøve at beherske mig, for jeg sad jo trods alt på arbejdet.
Hun nåede at se to-tre minutter af pressemødet der, men så blev det for meget.
- Jeg smed mit headset, som jeg havde på for ikke at forstyrre mine kollegaer, i raseri og måske også med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg får sagt, at det er noget lort og så stormer jeg ellers ud i min bil og kører ud til mine forældre.
- De sidder ved spisesporet og drikker, hvis man kan kalde det det: gravvin. De fik fremstammet: Sæt dig ned og tag et glas, siger Mette Vinther Kristensen.
Om aftenen bestilte familien pizza. Efter de havde spist, fandt sønnen Morten et regneark frem, hvor de lagde en plan for aflivningen. Allerede næste dag ville de gå i gang med at pelse deres mink.
- Vi havde en bunden opgave, vi skulle være færdige, inden den 16., siger Olav Vinther Kristensen.
Sønnen Morten så heller ingen anden udvej end at starte med det samme. Der var blevet givet en klar besked, som ikke var til at tage fejl af.
- Det tror jeg ikke, vi som mening folk, var ret meget i tvivl om. Vi var blevet bedt om at slå alle dyrene inklusive avlsdyr ned, siger han.
Det var pressemødet, der fik jer i gang med at slå dyrene ihjel. Hvorfor slog I ikke koldt vand i blodet og ventede på en skrivelse?
- Nu har vi ikke sat os ind alle paragraffer om, hvornår det er en ordre, og hvornår det ikke er. Når landets statsminister med flere ministre og embedsfolk bag sig, siger vi skal slå alle dyr ihjel også avlsdyr, så gør vi selvfølgelig det, vi bliver bedt om, siger Morten Vinther.
Klokken 7.00 om morgenen næste dag den 5. november gik Morten og faren i gang med at aflive og pelse deres mink.
Den manglende hjemmel
I de samme timer begyndte det for alvor at stå klart i København, at noget var galt. Fødevareministeriet fastholdt som dagen før, at der ikke var hjemmel til at aflive mink uden for zonerne.
Kronjuristerne fra Justitsministeriet gik nu i gang med at efterprøve den vurdering. To kontorchefer og en fuldmægtig fik besked på at se nærmere på lov om hold af dyr, der i givet fald skulle give mulighed for den gigantiske aflivningsplan. I første omgang var de i tvivl, men en stålsat retschef i Fødevareministeriet overbeviste dem.
I sidste ende kom Justitsministeriet frem til, at de ikke kunne se bort fra Fødevareministeriets vurdering.
Det var dog først flere dage senere, at regeringens topfolk angiveligt fik besked om det. Den detroniserede fødevareminister Mogens Jensen (S) forklarede under sin afhøring, at han først fik det at vide i en e-mail fra sine embedsfolk lørdag aften den 7. november.
Beskeden nåede frem til departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, dagen efter den 8. november. En dag, hvor den evigt arbejdende departementschef for en sjælden gangs skyld ikke havde fokus på sit job.
Vi er ikke hævngerrige
Denne eftermiddag havde hun ifølge sin forklaring i kommissionen lovet at passe en dreng for nogle venner. Og hun fulgte ikke med i nyhederne, da Berlingske som det første medie klokken 16.56, kunne fortælle, at lovgivningen til at slå alle mink ned manglede
Artiklen fortsætter under videoen, hvor Olav Vinther Kristensen giver sit syn på erstatningen:
Så da hun ved spisetid havde afleveret drengen og vendte tilbage til computeren, fik hun sig noget af en overraskelse:
Der lå en sag, hun skulle godkende, der handlede om et hastelovforslag om aflivning af mink.
Da det gik op for Morten Vinther Kristensen, at der ikke var hjemmel til at aflive raske dyr uden for sikkerhedszonen, var det med blandede følelser.
- Man stoler på myndighederne i Danmark. Omvendt så blev vi måske ikke helt overrasket. For det var nogle beslutninger, der – følte vi – blev truffet meget hurtigt
Torsdag skal statsministeren så afgive sin forklaring i sagen. Morten Vinther Kristensen tror ikke, at det kommer til at vende op og ned på sagen.
Men han håber, at kommissionen kommer så tæt på sandheden om forløbet som muligt.
- Vi kan ikke bruge en konsekvens af det her til noget som helst. Vi er ikke hævngerrige, så det er i bund og grund bare at få belyst sandheden. Det er det, vi er ude efter, siger han.