Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, er kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at han har rejst luksuriøst i forbindelse med sit job for klimaorganisationen GGGI, som støttes af danske bistandskroner.
Her er et hurtigt overblik over sagen:
* Maj 2012: Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, udnævnes officielt til bestyrelsesformand for den internationale klimaorganisation GGGI.
* GGGI modtager 90 millioner danske skattekroner, der blandt andet skal gå til at fremme grøn vækst i fattige lande.
* Lørdag den 5. oktober i år afslører Ekstra Bladet, at Løkke har spenderet mere end én million kroner på 15 rejser for GGGI.
* På de fleste af rejserne har Løkke ladet sig transportere på luftfartens ypperste niveau, første klasse.
* Lars Løkke har forklaret, at han har rejst efter de retningslinjer, der var i GGGI.
* Han har også understreget, at han fra august og fremover - og med det, han kalder tilbagevirkende kraft - vil rejse på businessclass i stedet for på første klasse.
* Efterfølgende er det kommet frem, at de lukrative rejseregler blev nedfældet i et memorandum fra GGGI, dateret den 27. december 2012 (flere måneder inde i Løkkes formandskab, red.).
* Memorandumet lægger desuden op til, at reglerne blev bragt i anvendelse tre uger senere - fra den 17. januar 2013.
* 13. oktober skriver Lars Løkke Rasmussen et brev til Venstres medlemmer, hvor han siger, at han burde have ændret reglerne tidligere.
* Flere af Folketingets partier kræver, at Venstre-formanden lægger alle sine rejsebilag frem, så det tydeliggøres, hvad pengene er blevet brugt på. Samtidig har Venstre-folk hævdet, at det ikke kan lade sig gøre på grund af GGGIs åbenhedsregler.
* 14. oktober oplyser Udenrigsministeriet, at der ikke er nogen regler eller særlige hensyn, der forhindrer formanden for GGGI i at bede om at få sine rejsebilag lagt frem.
/ritzau/