Fagforening: S går langt over stregen med udlændingestramninger i jagten på stemmer

Det er på tide at sige fra over for højredrejningen i Socialdemokratiet, lyder kritikken fra 3F Aalborg.

3F Aalborg mener, at Socialdemokratiet går langt over stregen i udlændingedebatten, efter udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) i denne uge har bakket op om DF's krav om flere udlændingestramninger. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Under overskriften "Mit parti går langt over stregen" kritiserer næstformanden for 3F Aalborg, socialdemokraten Lars Gaardbo, i et læserbrev i Nordjyske Socialdemokratiet for at have glemt medmenneskeligheden i udlændingedebatten.

- Mens vi desværre har vænnet os til skinger, hadefuld tale fra den politiske højrefløj, så hverken kan eller vil jeg acceptere, at mit parti går med i koret, skriver Lars Gaardbo i læserbrevet, som en samlet bestyrelse i 3F Aalborg bakker op om, og som fagforeningen har delt på Facebook.

Det, der har fået Lars Gaardbo til tasterne, er Socialdemokratiets opbakning til Dansk Folkepartis krav om nye udlændingestramninger i de kommende finanslovsforhandlinger.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, udtalte i mandags til Politiken, at socialdemokraterne er åbne for hovedparten af de ni stramninger, som regeringen og DF under vinterens kuldsejlede forhandlinger om skat og udlændinge udarbejdede et udkast til.

Det er det udkast, DF nu støver af på vej ind til finanslovsforhandlingerne, og det indeholder i Lars Gaardbos optik nogle "horrible forslag":

- Når jeg ser, at Socialdemokratiet er klar til at nikke ja til mindst syv ud af ni kugler fra Dansk Folkeparti mod især syriske flygtninge, er det på tide at sige fra, skriver han i læserbrevet.

Over for DR Nyheder uddyber den nordjyske 3F-næstformand:

- Vi kunne godt trænge til at kigge lidt på det gamle socialdemokratiske menneskesyn.

- Vi skal huske individet og medmenneskeligheden. Det er et opråb til, at vi tænker os om – og måske går i en anden retning.

Kritik: Svært at se forskel på S og DF

Socialdemokratiet ser blandt andet positivt på at erstatte det nuværende integrationsprogram med et hjemrejseprogram for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus - ligesom partiet også er åben for at ændre reglerne, så flygtningebørns opnåede tilknytning til Danmark umiddelbart ikke tillægges vægt inden for barnets fem første år her i landet, når det skal vurderes, om barnet skal have inddraget sin opholdstilladelse.

Når Socialdemokratiet støtter den slags stramninger, er det udtryk for en højredrejning i partiet i "jagten på stemmer", mener Lars Gaardbo:

- Jeg er medlem af Socialdemokratiet og er socialdemokrat i hjertet, og for mig er det her hverken socialdemokratisk politik eller menneskesyn.

- Man samarbejder mere og mere med DF – og i sidste ende udvisker man partiets menneskesyn. Menneskesynet skulle gerne være meget, meget vidt forskellige hos Socialdemokratiet og DF. Men det, der er opfattelsen hos mine medlemmer nu, det er, at det sådan set kan være lige meget, om det er det ene eller andet. Det er det, der piner mig. Det er derfor, jeg laver det her opråb.

Skal man sælge sine børn for 1.000 kroner?

Lars Gaardbo indleder sit læserbrev med spørgsmålet:

- Skal man sælge sine børn for 1.000 kroner om måneden og i øvrigt risikere et liv i uvished, fordi ens hjemland står i flammer?

Det henviser til forslaget om at udbetale 1.000 kroner månedligt til op til to familiemedlemmer i hjemlandet, hvis en flygtning med midlertidig beskyttelsesstatus her til lands giver afkald på sin ret til familiesammenføring. Et forslag, som Socialdemokratiet i mandags erklærede sig "ikke afvisende over for" i Politiken.

Men det skal ikke forstås som en støtte til forslaget, betoner udlændingeordfører Mattias Tesfaye i dag over for DR Nyheder:

- Vi er imod det, men det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi ikke forhandler i medierne. Så derfor har vi sagt, at vi afviser ikke noget, som andre partier foreslår. Men vi går ind i forhandlingslokalet med det formål at forbedre aftalen – og blandt andet få det element ud.

- Selve idéen om at få penge for at afstå fra familiesammenføring er simpelthen en kræmmermentalitet, der ikke hører nogen steder hjemme, siger han.

S: Der er mange misforståelser om vores politik

Mattias Tesfaye understreger, at han hilser det meget velkomment, at fagbevægelsen blander sig i udlændingedebatten:

- Jeg tager altid meget alvorligt, hvad folk fra 3F siger – det er min egen fagforening. Men jeg er ret træt af, at der er så mange misforståelser og løgnehistorier om Socialdemokratiets politik, siger han.

Udlændingeordføreren hæfter sig ved, at 3F-næstformanden deler Socialdemokratiets overordnede holdning om, at flygtninge skal vende tilbage til deres hjemlande, når der igen er fred.

- Sådan er det ikke i dag. Over 90 procent af alle flygtninge er blevet i Danmark – og det har aldrig været meningen, siger Mattias Tesfaye.

- Når folk er kommet hertil, vil vi meget gerne beskytte dem og styrke integrationen af dem, men når der kommer fred i deres hjemland, så er udgangspunktet, at man får en pose penge fra den danske stat for at tage hjem og genopbygge sin egen stat.

Selvom Socialdemokratiet byder sig selv til, skal partiet ikke gøre sig store forventninger om at blive inviteret med ind i forhandlingslokalet. Ifølge kvinden for enden af forhandlingsbordet, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), er der tale om en fortsættelse af vinterens drøftelser mellem regeringen og DF, og derfor ser hun ingen anledning til at invitere Socialdemokratiet med.