For at begrænse udbredelsen af coronasmitten præsenterede regeringen i går aftes en række nye tiltag.
Men det kan være svært at vide, præcis hvad man må - og med hvem - med de mange nye tiltag, erkendte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet.
- Skal man holde fast i en middagsaftale med vennerne? Mit allerbedste råd er, at hvis du er i tvivl, så lad være med at gøre det, du har planlagt, sagde hun.
I sidste uge præsenterede regeringen de første tiltag - blandt andet et forbud mod at samles mere end 100 personer, ligesom offentligt ansatte blev sendt hjem, og skoler og institutioner blev varslet lukket.
Men siden har smitten spredt sig, så der nu er mange patienter indlagt på hospitalet.
Her får du overblikket over regeringens nye tiltag, der gælder fra i dag klokken 10 og foreløbig frem til den 30. marts:
Max 10 personer samlet
Det vil ikke være tilladt at samles mere end 10 personer ved arrangementer og begivenheder – hverken udenfor eller indenfor.
Det gælder også private arrangementer i for eksempel lejede selskabslokaler, hvor deltagerantallet overstiger 10 personer.
Regeringen opfordrer til, at man også efterlever forbuddet ved arrangementer i private hjem, som ellers er undtaget af de nye regler.
Der vil være flere politibetjente på gaderne i dag - i første omgang for at rådgive danskerne til, hvordan man overholder de nye regler. Overtrædelser kan medføre sanktioner, men bødeniveauet er endnu ikke blevet fastlagt.
Politiet vil ikke nødvendigvis gribe ind, hvis der eksempelvis er 12 børn på en legeplads. Her vil det i stedet være politiets vurdering, om antallet og tætheden udgør en smitterisiko.
Forsamlingsforbuddet betyder heller ikke, at myndighederne vil få adgang til private hjem.
- Politiet vil ikke trænge ind i private hjem. Men bliver der spillet høj musik og ringer naboerne, så vil politiet komme ud og lukke festen, sagde rigspolitichef Thorkild Fogde på aftenens pressemøde.
Forbuddet vil ikke forhindre, at folk tager offentlig transport eller opholder sig på deres arbejdspladser. Det vil også være lovligt at samles, hvis der er tale om en demonstration eller andet i politisk øjemed.
Centre og butikker skal lukke
En lang række butikker, forretninger og centre skal lukke.
Det gælder shoppingcentre, solcentre, natklubber, barer, vandpibecaféer og andre butikker. Det gælder altså alle steder, hvor personer kommer i tæt kontakt med hinanden - eksempelvis hos frisører og tatovører.
Også sports- og idrætsfaciliteter som eksempelvis fitnesscentre skal lukkes for at hindre smittespredning. Forbuddet gælder dog ikke genoptræningscentre, der er tilknyttet hospitaler eller plejehjem.
Restauranter skal lukke - men må lave takeaway
Restauranter, caféer og spisesteder skal også lukke.
Det vil dog fortsat være tilladt for dem at lave takeaway. For de restauranter og cafeer, der vil levere mad og drikke ud af huset, er der dog en række forholdsrelger:
- Alle medarbejdere skal overholde sundhedsmyndighedernes anbefaling om god hygiejne.
- Der skal opsættes informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på coronavirus, bør isolere sig i hjemmet.
- Vand og sæbe eller sprit skal i videst muligt omfang være tilgængeligt for kunder, der henter takeaway.
- Restauranten skal sikre sig, at kunderne holder sig på afstand af medarbejderne og ved en eventuel kø udenfor.
Dagligvarebutikker vil fortsat være åbne
Dagligvarebutikker vil fortsat være åbne, men kravene skærpes til dem.
Først og fremmest skal kunderne så vidt muligt altid kunne vaske hænder og/eller spritte af i butikken.
Samtidig skal butikkerne sikre, at kunderne holder afstand til hinanden, og at der vil være handsker til brug for varer uden emballage.
Andre fødevarebutikker og butikker, der sælger medicin, vil også fortsat være åbne. Det gælder også apoteker, der vil holde åbent, som de plejer.
Derfor opfordrer statsministeren fortsat til, at man ikke hamstrer:
- Køb ind som I plejer, prøv at tage det roligt, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
I videoen kan du se Mette Frederiksen præsentere de nye tiltag:
Bøde på 1.500 kroner
Hvis politiet er nødt til at opløse en forsamling på mere end 10 personer, vil det udløse en bøde på 1.500 kroner per person.
Skulle man blive taget i at stimle sammen med mere end ni andre mere end én gang, så kan prisen stige.
- Bødeniveauet kan gradvist blive forhøjet i gentagelsestilfælde, lyder det fra Justitsministeriet.
Hvis butikker, frisører, solcentre eller andre erhvervsdrivende overskride loven, vil man stå til en bøde på 1.500 kroner.
Dagligvarebutikker, apoteker og andre erhverv, som får lov til at holde åbent, kan også risikere at få en bøde, hvis der for eksempel ikke er nok gulvplads mellem de handlende, eller der ikke er opsat håndsprit. Den bøde vil lyde på 1.500 kroner.
Se hvordan politiet har tænkt sig at gribe de nye regler an:
Opdateret 18. marts kl. 12.58 med oplysning om, at det ikke kun gælder offentlige arrangementer, mens også private arrangementer i selskabslokaler.
Opdater 18. marts kl. 18.36 med størrelsen på bøder.