Eva Kjer afviser EUs bekymring for mere kvælstof

Danmark lever op til alle EU's miljøforpligtelser, siger miljø- og fødevareministeren efter EU-Kommissionen har udtrykt bekymring om den nye landbrugspakke.

Vi har haft Kommissionen med fra første færd, og vi har forelagt dem tankerne, tallene og de undersøgelser, vi har lavet, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) efter ny EU-kritik af landbrugspakken. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Regeringens omstridte landbrugspakke vil kun forbedre miljøet, og derfor tager miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) den nye bekymring fra EU-Kommissionen med ro.

Det siger hun, efter en talsmand for Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri, der har ansvaret for den fælleseuropæiske fiskeri- og havpolitik, over for Berlingske har udtrykt bekymring for pakken og dens påvirkning på vandkvaliteten i Danmark.

- Vi har haft Kommissionen med fra første færd, og vi har forelagt dem tankerne, tallene og de undersøgelser, vi har lavet. Og vi fortsætter drøftelsen med Kommissionen, for der er rigtig mange ændringer, siger Eva Kjer Hansen til DR Nyheder.

Ifølge Berlingske er Kommissionen bekymret for ”yderligere forurening med kvælstof”, eftersom ”vandkvaliteten allerede nu er et problem i Danmark”.

- Kommissionen har ridset op, hvilke forpligtelser vi har, og dem mener jeg bestemt, vi overholder med landbrugspakken, siger miljø- og fødevareministeren.

Flere forskere har i den seneste tid kritiseret regnemetoderne bag landbrugspakken, der blev vedtaget sidste år af en samlet blå blok.

Dem bør regeringen lytte til, siger tidligere klimakommissær Connie Hedegaard (K) til Berlingske. Ifølge miljø- og fødevareministeren er ekskommissæren ”velkommen til at blande sig i debatten som alle andre”.

- Jeg kan bare gentage, at alle tal, rapporter og beslutningsgrundlag for landbrugspakken har været lagt åbent frem fra starten af.

Sagen kort:

  • V, DF, LA og K præsenterer 22. december en ny politisk aftale med 30 vidt forskellige initiativer, der blandt andet skal give landmændene mulighed for at udlede mere kvælstof - altså gøde mere. Ifølge ministeriet giver pakken et "grønt plus til miljøet".

  • Danmarks Naturfredningsforening "dumper aftalen med et brag" og mener, at 30 års miljøindsats sættes over styr.

  • Den 8. februar kan BT fortælle, at miljøminister Eva Kjer Hansen har givet Bæredygtigt Landbrug stor indflydelse på, hvordan kommunerne skal vedligeholde landets vandløb.

  • Sidste weekend kom det frem, at forskere lægger afstand til ministerens brug af beregninger til at bestemme, hvor meget kvælstof landbruget må udlede.

  • Oppositionen har kritiseret ministeren for at vildlede, og der er taget initiativ til en eksperthøring og et samråd efter vinterferien.