Eva Kjer afviser brud på EU-regler: Miljøet får det bedre

Miljøet får det tværtimod bedre med regeringens nye landbrugspakke, siger fødevare- og miljøministeren.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) er under beskydning på grund af regeringens nye landbrugspakke. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Regeringens nye landbrugspakke bryder ingen miljøregler, miljøet vil tværtimod få det bedre, og EU-Kommissionen vil ende med at give grønt lys for pakken.

Det siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), efter at fem bekymrede danske organisationer har sendt et brev til EU-Kommissionen, hvor de skriver, at landbrugspakken efter deres mening strider mod EU's miljøregler.

Eva Kjer Hansen, der mandag er til EU's landbrugsministermøde i Bruxelles, afviser, at landbrugspakken er et angreb på den danske natur og miljøet, som blandt andre Danmarks Naturfredningsforening mener.

- Det er en forudsætning for mig, at miljøet får det bedre, og det gør det med den her landbrugspakke, siger hun til Ritzau.

Eva Kjer Hansen siger, at "vi har taget EU-Kommissionen med på råd fra første færd, og det fortsætter vi med", men hun vil ikke sige, om kommissionen har udtrykt bekymring for landbrugspakken undervejs.

I brevet til EU-Kommissionen skriver organisationerne, at den nye danske landbrugspakke er på kant med både EU's nitratdirektiv og vandrammedirektivet, der skal beskytte blandt andet grundvandet mod nitrat fra landbruget.

Det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose har mandag sendt et spørgsmål til EU-Kommissionen, hvor hun beder om at få indsigt i den korrespondance, der har været om sagen mellem Miljø- og Fødevareministeriet og kommissionen.

/ritzau/

https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1558815514432928