Sådan fungerer valgtesten: Lad den ikke afgøre dit kryds alene

​Valgtesten på dr.dk viser, hvilke partier du er mest og mindst enig med i otte spørgsmål omkring retsforbeholdet – ikke om du skal stemme ja eller nej. Læs mere om testen her.

​Valgtesten på dr.dk viser, hvilke partier du er mest og mindst enig med i otte spørgsmål omkring retsforbeholdet – ikke om du skal stemme ja eller nej. (Foto: © casper christoffersen, Scanpix)

DRs valgtest i forbindelse med folkeafstemingen om retsforbeholdet er en test, der viser dig, hvor tæt du ligger på de forskellige partier i Folketinget samt Folkebevægelsen mod EU på en række spørgsmål med betydning for afstemningen.

Det sker simpelt fortalt ved, at testen stiller dig over for otte udsagn, hvortil du kan svare på en skala fra ”meget uenig” til ”meget enig”. Partierne har på forhånd afgivet deres svar på de samme spørgsmål, og på den baggrund kan vi beregne, hvor langt du er fra hvert af dem på de givne spørgsmål.

Valgtesten er ikke et videnskabeligt produkt, der kan afgøre, hvad man skal stemme, men et journalistisk forsøg på at øge forståelsen og vidensniveauet forud for folkeafstemningen på en let tilgængelig og populær måde.

Du behøver ikke at svare på alt

Du kan vælge at springe nogle af spørgsmålene over, hvis der for eksempel er spørgsmål, du ikke forstår, spørgsmål, du er ligeglad med, eller enkelte spørgsmål, som er altdominerende for din holdning.

I da fald tæller de fravalgte spørgsmål ikke med i din beregning. Du skal dog mindst svare på ét spørgsmål for at kunne få et resultat.

Resultatet er en liste, der rangerer partierne og Folkebevægelsen i forhold til, hvor enig du samlet er med dem i de af de otte spørgsmål, du har svaret på.

Ud for hvert parti er der for et overbliks skyld angivet, hvorvidt partiet anbefaler et ja eller et nej ved folkeafstemningen. Men du skal ikke tage den information som en anbefaling af, hvad du skal stemme.

Gå i stedet på opdagelse i de enkelte partiers argumenter ved at trykke på partierne på resultatsiden - og beslut dig på baggrund af al den information om afstemningen, som du kan finde på dr.dk og andre steder.

Spørgsmålene

De otte spørgsmål i testen er udviklet i samarbejde mellem DR og den politisk neutrale netavis Altinget og med feedback fra partierne undervejs. Det er Altinget, der har indsamlet svarene fra partierne.

En del af spørgsmålene er ret tekniske og svære at svare på. Derfor er der for hvert spørgsmål en uddybende tekst og en kort opsummering af argumenterne fra ja- og nej-siden.

Spørgsmålene er udvalgt for at belyse forskellige områder, som har relevans i forhold til det, vi stemmer om. Men testen dækker ikke alle politikområder, og spørgsmålene er ikke vægtede, så testen gør ikke forskelle på områder, der kan opfattes som mere eller mindre vigtige. Den vurdering er op til dig.

Udregningen

Når din enighed med partierne skal udregnes, beregner vi, hvor langt dit og de enkelte partiers svar er fra hinanden på hvert af de spørgsmål, du har svaret på.

Derefter summerer vi de samlede tal og trækker summeringen fra 100 procents enighed. Vi benytter den euklidske afstandsberegning.

Hvis du har forstand på kode, er du velkommen til at tjekke udregningen her.