Mette Frederiksen: Jeg vil ikke beklage mig over et nej

Uanset hvad danskerne stemmer i dag, er der ingen, der begår fejl, mener Socialdemokraternes formand.

Socialdemokraternes formand har nu sat et markant kryds i ja-rubrikken og håber, at et flertal af danskerne vil gøre det samme i dag. Alligevel mener hun ikke, det er rimeligt at undre sig over folk, der stemmer nej.

- Man kan ikke tale om, at nogen vælgere begår fejl, for danskerne stemmer ud fra deres overbevisning, siger Mette Frederiksen.

- Bliver det nej, så har vi en situation, vi må håndtere politisk. Bliver det et ja, så kan dansk politi blive i Europol, lyder det.

- Jeg kunne ikke drømme om at udtrykke beklagelse over et nej. For det er jo en folkeafstemning, og så er det danskerne, der skal træffe beslutningen.

Hvis det skulle blive et nej, håber Mette Frederiksen, at alle partier vil hjælpe med at finde en politisk løsning:

- Også de partier, der har udstedt store garantier om, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre, skal tage et ansvar. Stemmer vi nej, er vi ude af Europol. Og så må vi se, hvilken løsning der kan findes, så vi sikrer dansk politi de bedste resultater.

Se interviewet i videoen over artiklen.