FAKTATJEK: Norge har ikke en parallelaftale

Nej-partierne siger, at vi i Danmark kan lave en parallelaftale med EU om Europol - ligesom Norge. Problemet er bare, at Norge slet ikke har en parallelaftale. Det fortæller DR's Detektor.

Det norske politi har ikke samme adgang til Europols database som medlemslandene. (Foto: © Tor Erik Schroder, (c) Scanpix)

Det bliver ikke noget problem for politisamarbejdet mellem Danmark og EU, hvis vi den 3. december ender med et nej til retsforbeholdet.

For ligesom nordmændene, så kan vi bare lave en såkaldt parallelaftale med EU om Europol. Det siger både Pernille Skipper fra Enhedslisten og Dansk Folkpartis Kristian Thulesen Dahl. De håber begge to på et nej d. 3. december og mener altså ikke, at Danmark så bliver udelukket fra Europol.

Men vi kan ikke 'bare gøre som i Norge', for Norge har slet ikke en parallelaftale. Norge og 13 andre lande har i stedet det, man kalder en operationel aftale. Det fremgår af Europols egen hjemmeside.

En operationel aftale er en samarbejdsaftale, som Europol laver med tredjelande - altså lande som ikke er medlemmer af EU.

Parallel er misvisende

Hvis man kigger i den norske aftale med Europol kan man se, at den ikke er 'parallel'. For Norge har ikke lige adgang som medlemslandene til Europol.

Eksempelvis har det norske politi ikke direkte adgang til at søge i Europols database - Europol Information System - over navne på personer, adresser, nummerplads, telefonnumre osv.

Ingen kan med sikkerhed sige lige nu, hvordan det danske fremtidsscenarie ser ud, når det kommer til politisamarbejdet med Europol. Man kan heller ikke på nuværende tidspunkt fastslå, hvilke muligheder for en aftale om fortsat politisamarbejde Danmark vil få med EU, hvis det bliver et nej d. 3. december.

Ekspert: Usikkerhed omkring aftale

Selvom Norge og andre lande har en samarbejdsaftale med Europol, så er det usikkert, hvad Danmark kan få igennem med EU.

- Det er ret ressourcekrævende erfaringsmæssigt at få en parallelaftale. 4 til 5 år har de parallelaftaler taget, som vi har fået indtil videre. Og vi har jo også fået nej tidligere, siger Rebecca Adler-Nissen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Men trods den lange proces, så vurderer hun, at Danmark godt kan få en parallelaftale:

- Det er i rigtig mange landes interesse, og i EU-Kommissionens, at Danmark fortsat er medlem er Europol, siger hun til Detektor.

Flere blander aftalerne sammen

Også flere politikere, der ellers repræsenterer ja-partierne har for nyligt kaldt Norges aftale med Europol for en parallelaftale.

Blandt andre europaparlamentariker fra Radikale Venstre Morten Helveg-Petersen i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Han erkender, at det var en fejl:

- Det er en fejl. Der skulle have stået samarbejdsaftale og ikke parallelaftale. Så sent som i dag har jeg et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg skriver, at Norge har en samarbejdsaftale og ikke en parallelaftale med EU, skriver han i en mail til Detektor.

EL og DF holder fast

Enhedslistens Pernille Skipper gør blot som alle andre, skriver hun i en mail til Detektor:

- Det er fuldstændig korrekt, at der rent teknisk er tale om to forskellige ting, når man taler om en operationel aftale og en parallelaftale. Fælles er, at det er en mellemstatslig aftale, som man kan træde ud af, og det er selve pointen - at der er lande, der har en mellemstatslig aftale, selvom de ikke er en del af EU, skriver hun, og forklarer, at en skelnen i hendes optik vil komplicere debatten for meget:

- Det er nok også derfor, at hverken ja- eller nej-partierne skelner, men ofte bruger parallelaftale som en fællesbetegnelse.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen-Dahl mener fortsat, at parallelaftale er det korrekte begreb at bruge om Norges tilknytning til Europol:

- Begrebet "parallelaftale" er det gængse udtryk, der bruges om bl.a. Norges tilknytning til Europol. Det bruges og anerkendes af stort set alle politikere, journalister og Folketingets egen informationskonsulent som det begreb, der sammenfatter Norges - og andre landes - måde at samarbejde med Europol på, skriver han til Detektor.

Få mere fakta om retsforbeholdet i Detektor i aften klokken 23 på DR2.