Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så sent som onsdag kritiserede, at der ikke er styr på EU's ydre grænser, får Danmark nu selv at vide fra Bruxelles, at der er flere huller i den danske grænsekontrol.
Det drejer sig om Københavns Lufthavn i Kastrup. Det skriver Jyllands-Posten.
Efter et uanmeldt kontrolbesøg i lufthavnen har EU-Kommissionen netop sendt 13 henstillinger til Danmark om problemer med rejser ind og ud af det grænseløse Schengen-område via lufthavnen i Kastrup.
- Hvis politiet ikke får registreret fingeraftryk rigtigt og effektivt kontrollerer falske rejsedokumenter, er det problematisk, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er lektor i international ret ved juridisk institut på Syddansk Universitet.
For så har grænsen reelt stået helt åben, vurderer han.
På Christiansborg kalder Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, det en "en skandale", at Danmark ikke selv overholder alle forpligtigelser til at bevogte de ydre Schengen-grænser.
Han kalder derfor justitsminister Søren Pind (V) i samråd.
Integrationsminister Inger Støjberg (V), siger dog til avisen, at "der er styr på grænsekontrollen i Danmark".
Sagen kort
- •
EU indskærper blandt andet, at Danmark - som en del af kampen mod illegal indvandring og Syrien-krigere - hurtigt skal indføre et elektronisk passagerinformationssystem (API).
- •
Det skal gøre det muligt at indsamle passageroplysninger fra flyselskaber og samtidig kontrollere passagererne i Schengen-databaserne, før de rejser mod Danmark.
- •
Evalueringen fra EU afdækker også tekniske problemer med systemet, som indsamler fingeraftryk i paskontrollen. Derudover bør Danmark fremover sikre bedre uddannelse af personalet i at afsløre falske dokumenter, skriver Jyllands-Posten.
- •
Ifølge Per Fiig, der er centerchef for Nationalt Udlændingecenter, er politiet i gang med at styrke kontrollen og løse de problemer, som EU peger på.
/ritzau/