EU's tyske parlamentsformand, Martin Schulz, kandiderer til posten som formand for EU-Kommissionen, når den nuværende formand, José Manuel Barroso, går af efter europaparlamentsvalget til maj.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er ligeledes blevet nævnt som mulig kandidat til posten som kommissionsformand, men har afvist rygterne.
På et officielt besøg i Danmark nedtoner Martin Schulz dog sine egne muligheder for at blive den næste kommissionsformand - især hvis Helle Thorning er blandt modkandidaterne, siger han med et grin.
- Hvordan kan jeg være et alternativ til Helle Thorning-Schmidt? Det er umuligt, siger Martin Schulz under et pressemøde med Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).
'De danske socialdemokrater er mine venner'
Den tyske parlamentsformand er ligesom både Thorning og Lykketoft socialdemokrat, og han lovpriste især Helle Thorning-Schmidt under pressemødet på Christiansborg.
- De danske socialdemokrater er mine venner. Jeg sad selv med Helle Thorning-Schmidt i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, og i de fem år opbyggede vi et venskab og en gensidig støtte til hinanden, siger Martin Schulz.
Han ville imidlertid ikke tale meget om sin egen kampagne for at blive ny formand for EU-Kommissionen.
- Jeg er her som formand for EU's parlament på officielt besøg, og jeg håber, at I kan forstå, at jeg ikke kan kommentere mine ambitioner som socialdemokrat, siger Martin Schulz.
Schulz er på turné i forskellige EU-lande, og efter besøget på Christiansborg skal han tirsdag eftermiddag møde studerende fra Københavns Universitet. Torsdag og fredag rejser han til Finland.
Flere er i spil til posten som kommissionsformand
Men trods sin indsats bliver den nye kommissionsformand ikke nødvendigvis én, der på nuværende tidpsunkt er kandidat.
Flere iagttagere har nævnt den irske premierminister, Enda Kenny, eller Polens premierminister, Donald Tusk. Og statsminister Helle Thorning-Schmidts navn er altså også dukket op som en mulighed.
EU's 28 statsministre og præsidenter udpeger den nye formand til Europa-Kommissionen efter valget til Europa-Parlamentet.
Ifølge EU's regelsæt skal der "tages højde for valgresultatet", når stats- og regeringscheferne bliver enige om den nye formand. Men hvordan det præcis skal ske er uklart.