624 ton.
Sådan meget mindre kvælstofudledning skal der være i 2018, lyder De Konservatives krav til regeringen, efter at partiet har stemt for den meget omdiskuterede landbrugspakke.
Men Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afviser at give nogen garanti for, at kravet bliver en del af den naturpakke, der skal forhandles henover foråret.
Han har tidligere på dagen blot givet De Konservative en garanti for at "den kommende naturpakke vil indeholde kvælstofreducerende tiltag".
- Hvor meget det måtte blive, hvilke virkemidler der skal anvendes, og hvad det kommer til at koste, vil komme i et udspil. Men det er vigtigt at påpege, at der skal findes en økonomi til det. For man kan ikke lave kvælstofreduktion gratis, siger Esben Lunde Larsen.
Hvorfor vil du ikke komme med et konkret løfte om 624 ton?
- Fordi det vil bero på en forhandling, og fordi vi har fire partier i aftalen, som alle sammen skal genfinde sig i den aftale, der skal indgås, og som også skal have indflydelse på, hvordan aftalen kommer til at se ud. Jeg er ikke så optaget af antallet af ton. Jeg er optaget af, at vi laver en kvælstofreduktion, siger han.
Kravet fra De Konservative opstod i kølvandet på det tumultariske forløb om landbrugspakken, som partiet endte med at stemme for, men som også kostede Eva Kjer Hansen (V) posten som miljø- og fødevareminister.
Det gjorde den, fordi der var store problemer med de beregninger, der lå til grund for pakken. Pakken var præsenteret som havde den en positiv effekt på miljøet. Men det argument er der blevet sået voldsom tvivl om.
Når De Konservative alligevel stemte for landbrugspakken var det med et krav om, at der ville komme en tillægspakke, der ville opveje de skadelige effekter på miljøet.