Miljøminister Esben Lunde Larsen tager De Konservatives 14 dages-ultimatum om en garanti for tiltag, der vil dæmpe udledningen af kvælstof, helt roligt. Han forventer ikke nogen stor konflikt med K, og mødes gerne med partiet efter påske.
- Jeg opfatter det ikke som en trussel eller et ultimatum, men et ønske til forhandlingerne om en naturpakke, og svaret er, at vi er en mindretalsregering, der ikke afviser ønsker på forhånd, siger han.
- Jeg har møder i denne uge med DF, næste weekend mødes jeg med de grønne organisationer, og når et forhandlingsudspil er strikket sammen, begynder de egentlige forhandlinger, og det forventer jeg bliver i slutningen af april, siger Esben Lunde Larsen.
- I naturpakken har vi ikke afvist kvælstofreducerende tiltag, som Søren Pape ønsker det. Vi er fire partier, der skal blive enige, men jeg forventer, at partierne vil finde elementer af deres politik i den egentlige aftale, siger han.
K-formand Søren Pape kalder det vigtigt at understrege, at partiet er meget stålsat på, at der skal rettes op på landbrugspakken.
- Vi foreslår en frivillig eftergødningsordning, så der sås nye afgrøder efter høsten. På den måde kan vi hente 400 ton kvælstof alene i 18, så landbrugspakken går i nul et år før tid, siger han.
Hvis forslaget bliver afvist i forhandlingerne om naturpakken vil K lægge forslaget frem i Folketinget.