Er håb og optimisme overvurderet, når det kommer til klimaet?

De årlige COP-forhandlinger er i fuld gang, og der forhandles intenst om en klimaaftale. Men ifølge den danske statsminister, Mette Frederiksen, går det baglæns, og klimaet rykker ned af den politiske dagsorden.

Der er ofte nok at blive nedslået over, når man følger klimadebatten. Men har man stadig noget optimisme tilbage, bør man overveje at skille sig af med den. Den er er i hvert fald værre end sit rygte, mener Christian Bennike, der er journalist på Weekendavisen.

- Håb og optimisme er sgu lidt overvurderet. Frygt, pessimisme og sortsyn får os tit til at handle radikalt anderledes.

Det mener han, man for eksempel så efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

- Efter ukrainekrigen mødtes statslederne fra Nordeuropa i Esbjerg og aftalte at lave sådan en radikal opskalering af havvindskapaciteten i Nordsøen, fordi de var bange for Putin, inflation, energiusikkerhed og klimaforandringer. Pessimisme og sortsyn fik dem til at handle.

Tommy Ahlers er – udover tidligere minister for Venstre – investor med særligt fokus på grønne virksomheder og teknologier. Han er enig i, at situationens alvor er nødt til at stå klar, før folk er parate til at handle. Men pessimismen kan ikke stå alene i hans optik.

- Du er nødt til at fortælle, hvor alvorlig denne katastrofe er. Vi har brug for det dystopiske og pessimistiske, men vi er også nødt til at tro på, at når vi så har handlet, så ser det faktisk bedre ud, siger han.

Se hele debatten mellem Tommy Ahlers og Christian Bennike i Deadline på DRTV.

Deadline