EU-valgets store vinder bliver SF. Det står klart, efter at klokken har slået 01, og alle stemmerne er blevet talt op.
Partiet bliver med 17,4 procent af stemmerne det største parti - 1,8 procentpoint større end Socialdemokratiet.
- Det er mega stort. Det skal lige synke ind, siger partiets spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen.
For Socialdemokratiet bliver valgresultatet det dårligste nogensinde - både hvis man ser på tidligere europaparlamentsvalg og folketingsvalg.
Begge partier kan veksle stemmerne til tre mandater i Europa-Parlamentet. SF har i dag to og går altså et mandat frem, mens Socialdemokratiet kan beholde de tre, de har i dag.
SF's nummer to skal danse hele natten
Da den første prognose viser netop det resultat klokken 23, udløser det et kæmpe jubelbrøl til SF's valgfest på Christiansborg.
Her er lyset blevet dæmpet, og musikken brager ud af højtalerne, mens valgfesten er ved at forvandle sig til, hvad der minder om en natklub.
Nummer to på SF's liste Rasmus Nordqvist er med egne ord "lykkelig".
- Folk har knoklet i måneder for det her valg, så det er jo en glæde at se, at vælgerne belønner det arbejde, vi har gjort.
Skal du danse hele natten?
- Ja, siger Rasmus Nordqvist med et stort grin.
'Alvorlig vælgerlussing' til S
Mens prognosen bliver modtaget med begejstring hos SF, ser det noget anderledes ud til valgfesten hos Socialdemokratiet. Her er der ikke skruet helt så højt op for musikken.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) pointerer, at partiet trods alt lykkes med at bibeholde de tre mandater i Europa-Parlamentet.
- Det er vi selvfølgelig tilfredse med.
- Men det er da klart, at uanset hvordan man vender og drejer det, så har SF fået et flot valg, og det skal vi da også lykønske SF med. Jeg synes, vi har ført en rigtig god kampagne, siger Peter Hummelgaard.
Valgresultatet er en begmand til Socialdemokratiet, forklarer DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.
- For Socialdemokratiet er det en alvorlig vælgerlussing og noget af et mareridt, at konkurrenterne i SF bliver det største parti gjort op i antal stemmer, vurderer hun.
Om Socialdemokratiets kampagne har været fejlslagen, vil børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S) ikke vurdere.
- Jeg kommer ikke til at stå her og reflektere over den slags. I første omgang er jeg glad for, at vi får sendt tre socialdemokrater til Bruxelles, siger han.
Spidskandidat: Ikke godt nok
Med 99 procent af stemmerne talt op går partiets spidskandidat, Christel Schaldemose, på talerstolen.
DR vurderer på baggrund af de optalte stemmer, at Schaldemose er genvalgt til Europa-Parlamentet. Hvem de to andre socialdemokrater bliver, er endnu for tidligt at sige natten til mandag.
Spidskandidaten takker først alle de socialdemokrater, der har været med til at føre kampagne for partiet.
Resultatet af valgkampen er dog ikke tilfredsstillende for Christel Schaldemose. Partiet går knap seks procent tilbage sammenlignet med det seneste EU-valg.
- Jeg synes faktisk ikke, at vores resultat i aften er godt nok. Men - og det er vigtigt - vi har stadig tre mandater, siger hun.
At stemningen er en anden hos kollegaerne i SF, anerkender Christel Schaldemose i sin tale.
- Jeg vil gerne sige stort, stort tillykke med det flotte valgresultat til vores venner i SF.
- Jeg glæder mig til at fortsætte vores tætte samarbejde, siger hun.
Under normale omstændigheder ville formanden, Mette Frederiksen (S), have taget ordet efter spidskandidaten, men i aften er hun ikke til stede. Efter at hun blev overfaldet på Kultorvet i København fredag aften, har hun valgt at blive hjemme.
- Efter fredagens grimme oplevelse tror jeg, at vi alle forstår hvorfor, siger Christel Schaldemose.
Statsministeren har dog sendt en hilsen til de fremmødte ved partiets valgfest:
- Kære alle, jeg ville så gerne have været her sammen med jer i aften. Tak for en fantastisk flot valgkamp, lyder det blandt andet i Mette Frederiksens hilsen, som Christel Schaldemose læser op.
På Facebook skriver formanden desuden, at tilbagegangen til partiet "på godt jysk" er "rigtig træls".
Efter sin tale giver Christel Schaldemose et par partikollegaer et kram.
Derefter skynder hun sig ud af Fællessalen, hvor Socialdemokratiets fest foregår. Hun forlader festen med en sværm af journalister og fotografer efter sig.
Mens bassen pumper hos SF, er talerstolen ved at blive båret ud fra Socialdemokratiets valgfest, hvor en DJ står og spiller i et fuldt oplyst lokale. Her danser ingen.