Venstre går fra fire til to mandater i Europa-Parlamentet.
Det er konklusionen, efter at alle stemmer er talt op.
Dermed er partiets halvering i Europa-Parlamentet blevet bekræftet, efter at en exitpoll tidligere på aftenen viste samme resultat for Venstre.
Selvom partiet går markant tilbage, lever Venstre op til deres målsætning forud for valget om to mandater.
På baggrund af de optalte stemmer vurderer DR, at Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, får det ene mandat.
Det er endnu uklart, hvem der får det andet.
Partiet fik 14,7 procent af stemmerne og blev dermed det største borgerlige parti.
På landsplan blev partiet dog overgået af både SF og Socialdemokraterne.
Løkkegaard: Vi gjorde det!
Trods den markante tilbagegang blev Venstres formand, Troels Lund Poulsen, og spidskandidat Morten Løkkegard modtaget som sejrsherrer, da de holdt tale til partiets valgfest.
De blev mødt med klapsalver, jubel og hyldestsange, da de entrerede scenen.
- Vi gjorde det! Et fantastisk resultat. I har allesammen været med. I ved, hvor hårdt det har været. Det har været sindssyg hårdt, siger Morten Løkkegaard til sine partifæller.
Partiets spidskandidat har været politisk aktiv i mange år, men denne valgkamp har været speciel, mener han.
- Det har været den mest intense valgkamp, som jeg har været en del af. Jeg har været med i 11 valgkampe på 14 år. Så jeg tror, jeg ved, hvad jeg snakker om.
- Resultatet beviser, at vi er kommet for at blive. Vi er det største, danske borgerlige parti, og det bliver vi ved med at være, siger Venstres spidskandidat.
Partiets formand, Troels Lund Poulsen, sagde også et par ord til Venstres valgfest.
Han takkede blandt andre Venstres Ungdom, Venstre, partiets folketingsgruppe og ikke mindst Morten Løkkegaard for "en fremragende valgkamp".
Han mener, at Venstre har rejst sig efter en svær periode.
- Mange ville gerne have dømt Venstre ude. Det har de gjort på mange måder. Men vi har endnu en gang bevist, at Venstre er et stærkt parti, et historisk parti. Og nu har vi nået cirka 15 procent af stemmerne. Det er fantastisk.
- Vi er tilmed det største borgerlige parti med flere længder, siger Venstres formand.
Alle stemmer er talt op. Du kan dykke ned i valgresultaterne her.