Det kommer næppe som den store overraskelse, at amerikanerne senere i år skal have sig en ny præsident. Og de fleste vil nærmest i søvne kunne nævne de to kandidater, nemlig Joe Biden og Donald Trump.
Noget anderledes ser det ud, når det kommer til, hvem der skal være den næste formand for Europa-Kommission.
Og det kan virke paradoksalt, eftersom det er den mest magtfulde post i EU, som har en enorm indflydelse på hele den politiske linje - og derved også på europæernes liv.
Det er netop det, man her til eftermiddag vil forsøge at gøre op med, når den såkaldte 'spitzenkandidat'-debat løber af stablen i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Her tørner den nuværende kommissionsformand, den kristenkonservative Ursula von der Leyen, sammen med blandt andre socialdemokraten Nicolas Schmit, den liberale Sandro Gozi og Walter Baier fra den yderste venstrefløj for at diskutere, hvor EU skal bevæge sig hen i de kommende fem år.
De er nemlig alle spitzenkandidater – eller spidskandidater på dansk – til at blive den næste formand for Europa-Kommissionen. Og det job skal genbesættes i kølvandet på europaparlamentsvalget, der finder sted i begyndelsen af juni.
Mere klarhed for europæerne
Det var Europa-Parlamentet, der i 2014 var drivkraften bag spidskandidatprocessen.
Tanken bag er kort fortalt, at alle de europæiske politiske partier, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet, inden valget skal stille med en spidskandidat til formandsposten.
Det Europæiske Folkeparti, der samler Europas mange konservative partier, stiller som bekendt med Ursula von der Leyen, mens De Europæiske Socialdemokrater, der er socialdemokraternes paraplyparti, eksempelvis har valgt luxembourgske Nicolas Schmit som deres kandidat.
Og den politiske familie, der ender med at få flest stemmer ved valget, får så også førsteretten til jobbet.
- Det er et forsøg fra Europa-Parlamentets side på at gøre det mere klart for europæerne, hvem der egentlig leder Europa-Kommissionen, som man kan betegne som en slags EU-regering, forklarer Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, der er analytiker hos Tænketanken Europa.
- Derudover handler det om at vise folk, hvad der er på spil ved valget, for på den måde også at få valgdeltagelsen op.
Intens debat om ord
På papiret lyder det meget ligetil. Men det er det langtfra. Og den er omdrejningspunkt for flere magtkampe i EU.
Det er for det første ikke alle europaparlamentarikere, der bakker op om denne proces. Eksempelvis har de to grupper yderst til højre, ID og ECR, ingen formelle spidskandidater, da de ikke vil være med til at blåstemple processen.
Derfor har de heller ikke fået lov til at deltage i dagens debat, som de europæiske public service-medier, der er samlet i EBU, arrangerer. Noget, som Dansk Folkepartis Anders Vistisen finder "dybt problematisk" og "udemokratisk".
- De har ret i, at vi nægter at legitimere EU-Parlamentets forsøg på at overtage magt fra medlemslandene, som egentlig er dem, der skal udpege EU-Kommissionens formand, sagde Anders Vistisen, der ellers i den seneste tid har repræsenteret ID-gruppen i flere debatter med de formelle spidskandidater, tidligere på måneden til Ritzau.
Det er nemlig sådan, at det helt formelt er Mette Frederiksen, Emmanuel Macron, Olaf Scholz og alle de andre stats- og regeringschefer, der skal indstille en kandidat til posten. Herefter skal europaparlamentarikerne så godkende politikeren med et absolut flertal – det vil sige mere end halvdelen af stemmerne.
Stats- og regeringscheferne har dog ikke helt frie tøjler, for i Lissabontraktaten fra 2009 blev det indskrevet, at det fortsat er stats- og regeringscheferne, som skal indstille formanden, men at det skal ske "under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet".
Og det er denne "hensyntagen", som i den grad har været genstand for en intens fortolkning - og debat blandt EU-institutionerne.
Føler sig kuppet
Spørger man mange af de europæiske partier og europaparlamentarikere, kan det kun forstås sådan, at kommissionsformanden skal være en af partiernes egne spidskandidater.
På den måde undgår man ifølge tilhængerne, at kommissionsformanden bliver fundet bag lukkede døre på et topmøde, hvor stats- og regeringscheferne kan indgå politiske studehandler i de sene nattetimer langt væk fra offentlighedens søgelys.
Derudover mener de, at det vil gøre hele EU langt mere demokratisk, hvis borgerne også er klar over, hvem der er i spil til formandsposten, når de stemmer til europaparlamentsvalget.
Men det argument køber modstanderne af processen ikke. De mener, det er noget vås at påstå, at processen bliver mere demokratisk, eftersom man ikke kan stemme direkte - men kun indirekte - på spidskandidaterne.
Stats- og regeringscheferne er heller ikke begejstrede for processen, som de aldrig har sagt god for.
Mange af dem føler, at Europa-Parlamentet og de fælleseuropæiske politiske partier har "kuppet" formandsprocessen for at rage mere magt til sig. Og de vil blive ved med at have retten til selv at vælge, hvem de vil indstille til posten – uden at været tvunget til at vælge en af spidskandidaterne.
- Kommissionsformandens rolle er at forsvare den almene interesse, så den må ikke blive overpolistieret, har den franske præsident, Emmanuel Macron, der er imod processen, udtalt.
Derfor har vi ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed lige nu en spidskandidatproces uden egentlig at have den.
- Stats- og regeringscheferne har også en interesse i, at der kommer en debat i Europa om, hvem der kan blive kommissionsformand. Men de vil stadigvæk forbeholde sig retten til selv at pege på, hvem der skal være kommissionsformand. Den ret kommer de aldrig til at afgive til Europa-Parlamentet, siger hun.
En ny op af hatten
Fordelingen af EU's topposter er nemlig en særdeles følsom affære, hvor partifarve, køn og hvor i Europa kandidaterne kommer fra, bliver afgørende faktorer.
Som situationen er nu, er der blandt stats- og regeringscheferne forholdsvis bred opbakning til, at Ursula von der Leyen kan fortsætte på posten. Hun kommer nemlig fra den kristenkonservative familie, som står til at forblive den største efter valget.
Derfor kan man meget vel ende i den situation, hvor den kristenkonservative spidskandidat får lov til at fortsætte. Ikke fordi hun er spidskandidat, men fordi hun er en politiker, som stats- og regeringscheferne har tillid til.
Da spidskandidatprocessen kørte for første gang i 2014, var det den konservative spidskandidat, Jean-Claude Juncker, som blev kommissionsformand. For fem år siden var Ursula von der Leyen ikke spidskandidat, men derimod blot tysk forsvarsminister. Og hun blev netop fundet ud af det blå en sen nattetime på et EU-topmøde.
Derfor er det ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed for tidligt at sige, om processen denne gang kommer til at danne præcedens for, hvordan kommissionsformændene bliver udnævnt fremover.
- Før vi har kørt hele processen igennem, ved vi ikke, om det ender med Ursula von der Leyen, eller om stats- og regeringscheferne vælger at trække en anden op af hatten. Og hvis de gør det, kan man godt forestille sig noget ballade mellem EU-institutionerne, siger hun.