Overblik: Hvornår kommer valgresultatet?

Selvom valgstederne i Danmark lukker kl. 20, ligger de endelige resultater først fast til midnat.

De danske vælgere skal i dag vælge de 15 danske medlemmer af Europa-Parlamentet. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

EU-valget er i fuld gang, og danskerne strømmer til de mange valgsteder rundt omkring i landet.

Valgstederne vil være åbne indtil kl. 20, så hvis man ikke har stemt endnu, så er der stadig mulig for at gøre det.

Når valgstederne lukker, betyder det dog ikke, at vi samtidig kender det endelige valgresultat.

For de mange stemmer skal først tælles op. Ikke bare i de 92 valgkredse herhjemme, men også i de 26 andre lande i EU.

Men hvor længe skal vi så vente på et valgresultat?

Herunder får du overblikket over de vigtigste tidspunkter det næste valgdøgn:

Kl. ca. 18:15 - Her forventes de første exitpolls uden for Danmark at tikke ind fra eksempelvis Tyskland.

Kl. 20:00 - De danske valgsteder lukker, og det er derfor ikke længere muligt at afgive sin stemme. Samtidig kommer den første danske exitpoll. I exitpoll'en står SF til at blive det største parti.

Kl. ca. 21:00 - På dette tidspunkt vil den første måling fra EU-Parlamentet blive offentliggjort. Den vil være baseret på en blanding af exitpolls og meningsmålinger i alle 27 EU-lande.

Kl. 23:00 - Her lukker valgstederne i Italien, som det allersidste sted i EU. Derfor forventes den første danske prognose at kunne frigøres herefter. På det tidspunkt vil omkring 70 procent af de danske stemmer være optalt.

Kl. ca. 00:00-01:00 - Kort efter midnat kan man forvente, at det endelige resultat for de danske partier ligger klar. Se det endelige resultat her.

Fra kl. ca. 00:00 og resten natten - I løbet af natten ruller foreløbige resultater fra hele Europa ind.

Spidskandidaterne Per Clausen (Enhedslisten), Jan Kristoffersen (Alternativet) og Stine Bosse (Moderaterne) ved formentlig først mandag, om de er valgt ind. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Hvornår ved vi, hvilke kandidater der er valgt ind?

I løbet af valgaftnen og -natten søndag vil vi få en indikation af, hvilke 15 danske politikere der er blevet valgt ind i Europa-Parlamentet.

Men det er først i løbet af mandagen, at vi har det fulde overblik, fordi det er her, at de personlige stemmer tal bliver endeligt talt op og offentliggjort.

Få overblikket over, hvad der sker mandag lige her:

Ca. kl. 10:00 og frem: Resultatet af fintællingerne rundt omkring i de 92 valgkredse i Danmark tikker drypvist ind.

Ca. kl. 18:00 - Her bliver de personlige stemmer for alle danske kandidater offentliggjort. Så først her kan vi med sikkerhed sige, hvilke 15 danske kandidater der skal til Bruxelles og sidde i Europa-Parlamentet i de kommende fem år.

Hele mandag - Resultater fra de andre EU-lande vil komme døgnet igennem. Det er svært komme et bud på, hvornår alle 27 EU-lande har talt op. Der kan gå flere dage som for fem år siden, hvor det tog Grækenland næsten tre dage at tælle stemmerne op.