Når de 751 nyvalgte europaparlamentarikere skal mødes for første gang i begyndelsen af juli, vil der være to ting, der kendetegner dem:
De vil nok gå lidt mere oprejst end deres forgængere. Og så vil mange af dem sidde og spejde henover midtergangene i den store parlamentsbygning i Strasbourg.
Det forklarer DR’s EU-korrespondent, Ole Ryborg, der har fulgt nattens optælling af valgresultaterne fra de 28 medlemslande tæt.
Hvad angår kropsholdningen, så skyldes det, at den samlede valgdeltagelse i EU-landene er steget for første gang i 20 år.
Ifølge Europa-Parlamentets foreløbige prognose stemte 50,5 procent af de stemmeberettigede EU-borgere ved dette valg. Ved det seneste valg i 2014 lå valgdeltagelsen på blot 42,6 procent.
Og man skal helt tilbage til 1994 for at finde en valgdeltagelse, der er højere end i år.
- Europa-Parlamentet har stor selvforståelse om, at det er den folkevalgte del af den europæiske beslutningsmaskine. Men det har kæmpet med, at folk ikke har gidet at gå hen og stemme, forklarer Ole Ryborg.
Sådan ser det foreløbige resultat ud ifølge Europa-Parlamentet egne tal:
- For mange af europaparlamentarikerne vil resultatet derfor være et udtryk for, at tendensen nu er vendt, og at det giver dem øget legitimitet, siger han.
Gammel magtblok er faldet
Ser man på sammensætningen af Europa-Parlamentet, så ser det noget anderledes ud end tidligere:
For det første har både den kristenkonservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe mistet mange vælgere ved valget. Det betyder, at de også har mistet det fælles flertal, de ellers har haft alle årene fra det første direkte EP-valg i 1979.
Omvendt er både den liberale ALDE-gruppe, hvor Venstre og De Radikale er medlemmer, og den grønne gruppe, hvor SF sidder i, gået frem.
- Der vil derfor blive krævet mere samarbejde henover midten, end det har været tilfældet før, forklarer Ole Ryborg.
Det er grupperne dog i den grad opmærksomme på.
Allerede inden Europa-Parlamentet havde offentliggjort sin første samlede valgprognose, meddelte ledende skikkelser fra EPP, S&D, ALDE og De Grønne, at de vil søge ”en progressiv samling henover midten”.
Og her gjorde de det samtidig klart, at de ikke vil samarbejde med den EU-skeptiske højrefløj, som ellers også har oplevet en fremgang ved dette valg.
DF's nye gruppe får det svært
Det skyldes i høj grad Italiens indvandringskritiske regeringsparti, Lega, som har haft et kanonvalg.
Inden valget meddelte partiets formand, Matteo Salvini, at han vil stå i spidsen for en ny nationalkonservativ og EU-skeptisk højrefløjsgruppe i Europa-Parlamentet efter valget.
Blandt medlemmerne finder man fra det franske National Samling (Rassemblement National) med Marine Le Pen i spidsen, Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti, som i dag sidder i forskellige grupper i Europa-Parlamentet.
Og de havde håbet på at kunne blive en afgørende magtfaktor i det kommende Europa-Parlament.
- Der er blevet spekuleret i, om de EU-skeptiske grupper ville få så meget vind i sejlene, at de ville begynde at spænde ben for lovgivningsmaskinen i EU, der er baseret på kompromisser. Hvis man ser på de mange resultater, der er kommet nu, så er det ikke tilfældet, siger Ole Ryborg.
- De fire pro-europæiske grupper har allerede taget afstand fra Salvinis nye gruppe. Hvis gruppen skal blive den magtfaktor, de havde ønsket, så skal der ske noget nyt. Eksempelvis, at de kan appellere til partier, som ellers tidligere har sagt, at de ikke vil gå med, siger Ole Ryborg.
Se et sammenklip fra den danske EP-valgaften her:
Dansk Folkeparti, som gik fra fire til blot et mandat ved det danske EP-valg, sidder i dag i den konservative ECR-gruppe sammen med blandt andre de britiske konservative og det polske nationalistiske regeringsparti, Lov og Retfærdighed.
- Dansk Folkeparti flytter fra en gruppe, der er med til at lave lovgivning og kompromiser, til en, som de etablerede partier har sagt, at de ikke vil samarbejde med. Hvis ikke det ændrer sig, kan de næste fem år blive ørkenvandring uden indflydelse for DF.
- Der kan selvfølgelig ske meget endnu, understreger Ole Ryborg.