Måling: Flere partier på vippen dagen før EP-valget

Flere danske partier står til ikke at få indflydelse i Europa-Parlamentet, viser ny måling.

Flere af de danske partier er på vippen til at blive stemt inde eller ude af i Europa-Parlamentet. Det viser en ny måling foretaget af Epinion for DR Nyheder. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Der er kun en dag tilbage, før danskerne skal til stemmeurnerne og vælge, hvilke danske kandidater de gerne vil sende i Europa-Parlamentet.

Og der er spænding til det sidste, for det er nemlig marginaler, der afgør, om flere af de danske partier ender med at få et mandat.

Det viser en ny måling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

- Flere af partierne kan muligvis få et mandat eller nul mandater. Og det er jo en ret afgørende forskel, siger Christine Cordsen, politisk korrespondent DR Nyheder om dagens måling.

Ifølge dagens måling ligger både De Konservative og Folkebevægelsen mod EU på vippen til at få et enkelt mandat til Europa-Parlamentet.

Derimod får hverken Liberal Alliance, Enhedslisten eller Alternativet en plads i Europa-Parlamentet, ifølge målingen.

De fem partier ligger allesammen lige på grænsen til enten at få en plads i parlamentet, misse chancen eller miste nuværende mandat, og der kan der nå at ske meget inden i morgen, når det sidste kryds er sat.

Der vil nemlig altid være en usikkerhed i målinger, og når partierne ligger tilpas tæt på grænsen, kan usikkerheden være afgørende for det enkelte mandat.

I denne måling er der en statistisk usikkerhed på +/- 2,7 procentpoint. Desuden er målingen alene et udtryk for et øjebliksbillede af, hvor vælgerne vil sætte deres kryds, hvis der var valg i dag, fremgår det af målingen.

Især er det mandat, som De Konservative får i dagens måling, interessant, for de har i tidligere målinger stået til at ryge helt ud af Europa-Parlamentet.

Men det er ikke alene antallet af stemmer, der afgør om et parti får et mandat.

- Noget, som har stor betydning, er de her valgforbund, som partierne har indgået, siger Christine Cordsen.

- Valgforbundet betyder for eksempel, at de Konservative, som i den her måling står til at få et mandat, egentlig ikke i målingen har stemmer nok til et mandat, men kan få mandatet på grund af valgforbundet, forklarer Christine Cordsen. Et valgforbund betyder med andre ord, at overskydende stemmer fra den ene part kan gå til den anden.

I dagens måling står S til at få 4 mandater og V står til 3 mandater. Ved det seneste valg i 2014 fik Venstre 2 mandater og S fik 3 mandater.

Historisk magtskifte i parlamentet

Danskerne skal i morgen vælge 14 kandidater, og ikke 13 som ved seneste europaparlamentsvalg. Forklaringen er, at Storbritannien forlader EU, og den 14. kandidat kan sætte sig til rette i parlamentet, den dag briterne endeligt siger farvel og tak.

Der er ekstra spænding ved valget i morgen, for alt peger på, at der kan ske et historisk magtskifte i parlamentet.

Siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 har de to store partigrupper, socialdemokraterne og de konservative tilsammen haft et flertal. Men det ser ud til at ændre sig ved dette valg

Især den konservative gruppe, EPP, har i de seneste mange år haft stor inflydelse på EU og siddet på en del topposterne i Bruxelles.

Opdatering: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at SF også stod på vippen til at miste et mandat og ryge ud af Europa-Parlamentet, hvis målingen holder. Dette er ikke korrekt og rettet.

Her kan du møde de ti danske spidskandidater til EP-valget: