Politik er nådesløs, når det kommer til at udpege vindere og tabere.
I aftes prøvede Dansk Folkeparti for første gang siden partiets dannelse i 1995 at stå som et vaskeægte taberparti.
At gå fra fire til et mandat i Europa-Parlamentet var ikke bare ’forventet tilbagegang’ – det er den totale ydmygelse. Og så midt i en folketingsvalgkamp.
For Dansk Folkeparti har nedturen været i gang længe: Startende fra anklagerne om misbrug af EU-midler, kendt som Meld og Feld-sagen, pres fra Nye Borgerlige og Rasmus Paludan, og en uigennemskuelig linje i forhold til EU og brexit, som lyder i retning af ’vi holder med briterne’; hvad det så end betyder i disse dage.
Læg dertil et uskønt forløb omkring udvælgelsen af partiets modvillige spidskandidat Peter Kofod, Anders Vistisens smædebog mod EU-journalister og så det, der altid klæber til politiske tabere udover dårlige sager: Sort uheld.
Når uheldet rammer
Den seneste uge har budt på tre eksempler:
Et stort anlagt reklamefremstød for Europas nye højrefløjsalliance ’Fornuftens Europa’ i Milano sidste lørdag, hvor netop Anders Vistisen skulle stå skulder ved skulder med italienske Salvini og franske le Pen, blev fuldstændig indhyllet i regnvejr og ikke mindst en østrigsk skandalevideo, som blev offentliggjort dagen før.
De skjulte optagelser viste, hvordan lederen af et af de toneangivende partier i den nye alliance, det østrigske Frihedsparti, var villig til at gå endog rigtig langt for russiske oligark-penge. Hvor langt ville de øvrige partier være klar til at gå, lød spørgsmålet dagen igennem til russervenlige Salvini og le Pen og de øvrige partier i alliancen, inklusiv Dansk Folkeparti.
Derudover gik der grus i det ellers normalt så velsmurte spin-maskineri, da Pia Kjærsgaard kom til at sende en appel om at hjælpe hinanden i en svær tid, ud til hele Christiansborgs pressekorps. Sidst, men ikke mindst, røg al medieopmærksomheden fra Dansk Folkepartis EU-lancering torsdag formiddag, da den britiske premierminister Theresa May pludselig annoncerede sin afgang midt i DF’s pressemøde. Væk var rampelyset.
Klimatosserne
Den sædvanlige dans på de rød-hvide borde var derfor i går afløst af en svada fra Pia Kjærsgaard om, at det nok var ’klima-tossernes skyld’.
Spørgsmålet er, hvor mange stemmer der er i den slags bemærkninger til det kommende folketingsvalg, når klima rangerer som nummer 1 i alle målinger over det, danskerne synes er vigtigst at diskutere.
Anderledes festligt var der i Landstingssalen, hvor Venstre kunne fejre en overraskende sejr som Danmarks største parti.
Venstre gik frem med to mandater til fire, mens Socialdemokraterne bevarede deres tre – noget venstrefolkene ikke lod gå ubemærket hen. Da de radikale samtidig fik et ekstra mandat, betyder det, at Danmark sender et markant styrket hold afsted til den liberale gruppe i Europa-Parlamentet.
En gruppe, som i det hele taget får væsentlig mere indflydelse i det nye parlament, især på grund af Macron’s liberale parti og andre overraskelser såsom det nye ungarske liberale parti Momentum, som kom ind med hele to mandater. Venstres mandat nummer fire udløses dog først, når briterne forlader EU, hvilket de i øjeblikket forventes at gøre 31.oktober.
Grøn iver og mørkegrøn lettelse
EU-veteranen Margrethe Auken sikrede også SF en god aften ved at hive et ekstra mandat med til Bruxelles, hvor hun vil gense en styrket grøn gruppe, ikke mindst på grund af stor fremgang i blandt andet Tyskland og Irland. Til gengæld blev Ungarns grønne parti helt udraderet efter en periode med ledelsesrod.
På den yderste venstrefløj blev den rendyrkede EU-modstand fravalgt hos vælgerne. Rina Ronja Kari må derfor sige farvel til Europa-Parlamentet og overlade pladsen til Enhedslistens Nikolaj Villumsen, der nu skal i gang med at formulere, hvad listens rolle i Europa præcis skal gå ud på, nu hvor de er kommet ud af Folkebevægelsens skygge.
En anden debutant, der i går kunne ånde lettet op var den konservative Pernille Weiss, der i sidste ende sikrede fortsat dansk tilstedeværelse i den største gruppe i Europa-Parlamentet, den kristendemokratiske-konservative gruppe EPP.
Dermed kan Danmarks kendteste fynske betjent Bendt Bendtsen trække sig tilbage fra en lang karriere i politik med styr på arvefølgen.
Til gengæld annoncerede kulturminister Mette Bock et snarligt farvel til politik, da det ikke lykkedes hende at sikre Liberal Alliance et mandat.
Rekordmange danskere valgte at give deres besyv med om, hvordan Europa bør styres gennem de turbulente diskussioner, der venter, om alt fra budget og klimaplaner til asylansøgere de kommende fem år.
Og resultatet i Danmark er på mange måder atypisk fra mange andre lande i Europa. Mens de gamle partier bløder mange steder, står de solidt og endda sejrsrigt i Danmark. Og mens de højrenationale vinde blæser ind over andre dele af Europa, blæste de snarere Dansk Folkeparti omkuld i Danmark.
Og om mindre end to uger går danskerne til stemmeurnerne igen.