'Jeg er #klimatosse': Pia Kjærsgaard-udmelding giver bagslag som viral trend

I en tale langede DF-politikeren ud efter 'klimatosser', som nu er blevet et hurtigtvoksende hashtag på sociale medier.

Til DF-valgfesten på Christiansborg langede Pia Kjærsgaard ud efter 'klimatosser', der ifølge hende er medvirkende årsag til valgresultatet.

Pia Kjærsgaard vidste nok ikke, at hun ville sætte gang i en bølge på sociale medier, efter hun i går aftes holdt en tale til Dansk Folkepartis valgaften.

Efter det markante nederlag ved europaparlamentsvalget, hvor DF er gået tilbage fra fire til kun ét mandat, langede Pia Kjærsgaard hårdt ud efter de 'klimatosser', som ifølge den tidligere partiformand og nuværende formand for Folketinget er en væsentligt årsag til partiets store EU-nedtur.

- Måske er det alle klima… - hvad er det nu, man kalder dem - klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er ikke dét, vi alene går op i, sagde Pia Kjærsgaard.

Selv om hun bagefter sagde, at det med 'klimatosser' var ment lidt i spøg, er hendes ordvalg hurtigt blevet et voksende fænomen på sociale medier, hvor hashtagget #klimatosse og #klimatosser er taget i brug af både politikere, organisationer og privatpersoner.

En del brugere har også skiftet deres profilbilleder ud med ordet 'klimatosse'.

Samtidig er domænerne klimatosser.dk og klimatosse.dk også allerede blevet solgt. Sidstnævnte har produktionsselskabet Wingman Media købt.

- Jeg så bare, at folk var begyndt at skrive ting som ‘je suis klimatosse’ (jeg er klimatosse, red.) på sociale medier, og så tænkte jeg, at det kunne være, at man kunne bruge domænet til noget. Hvis nu man for eksempel ville lave et programformat med navnet klimatosse, siger Peter Engel, der er ejer af Wingman Media og nu også domænet klimatosse.dk.

Grebet af politiske modstandere

Begrebet 'klimatosser' er da også hurtigt blevet grebet af politiske modstandere.

- Tak til de tusindvis af klimatosser, der har stemt på os i dag. Vi håber, I er med os til en hel masse klimatosserier frem mod folketingsvalget - og ikke mindst bagefter!, skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, på Twitter.

Enhedslisten, der for første gang stiller op til Europa-Parlamentet, har opnået et mandat.

Også Stinus Lindgren, der er kandidat til Folketinget for Radikale Venstre, sender en hilsen afsted til 'klimatosserne'.

- Tak til alle jer #klimatosser, der gik ned og stemte i dag. I gjorde det muligt. Nu skal Europa #fremad, skriver han på Twitter.

De Radikale er gået et mandat frem i forhold til sidste valg og lander på to mandater.

Også SF Ungdom har benyttet sig af udtrykket i en kampagne, som de for kort tid siden har lanceret på sociale medier under overskriften 'bliv en del af klimatosserne'.

Hashtag-trend

På Twitter og Facebook har flere brugere benyttet sig af hashtagget #klimatosser og #klimatosse, hvor de vender begrebet til noget positivt og skyder tilbage på Dansk Folkeparti.

- Lad os give Pia Kjærsgaard en tsunami af #klimatosser, skriver en bruger.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kalder det et "træls resultat" for Dansk Folkeparti, der kun kan sende spidskandidaten Peter Kofod afsted til Bruxelles.

- Vi havde rigtig gerne set, at Anders Vistisen var blevet genvalgt. Men tillykke til de andre partier, der har fået fremgang. Vi må tage handsken op derfra, siger Kristian Thulesen Dahl.