Her er Cordsens lynanalyser af exitpollen

Den første forudsigelse af aftenens resultat har givet udsigt til alt fra lettelse til mareridt hos partierne på Christiansborg, vurderer DR's politiske korrespondent.

Til Socialdemokratiets valgfest modtog man både en exitpoll fra TV 2, hvor partiet er størst, mens DR's måling har SF som det største parti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En neglebider hos Radikale Venstre og Moderaterne.

Et mareridt hos Socialdemokratiet.

Og en lettelse hos Venstre.

Det er politisk korrespondent Christine Cordsens lynanalyse efter at have set forudsigelserne i DR's exitpoll.

Det er en måling behæftet med statistisk usikkerhed, men herunder kan du læse Cordsens tanker om aftenens første pejlemærke for resultatet.

Socialdemokratiets værste mareridt

- Det resultat, der tegner sig i exitpollen, er Socialdemokratiets værste mareridt, vurderer Christine Cordsen.

- Partiet går voldsomt tilbage, og SF bliver målt i antal stemmer det største danske parti i EU-parlamentet.

- Sådan et resultat vil blive læst som et signal om, at de vælgere, som i vrede over SVM-regeringen er rykket over til SF, faktisk også er klar til at stemme på SF, når det er alvor.

- Hvis valget ender med SF som det største parti gjort op i stemmer, vil det uden tvivl få betydning for forholdet mellem Socialdemokratiet og SF.

En stor sejr for Venstre – trods tilbagegang

- Lettelsen vil være enorm hos Venstre, hvis partiet ender i nærheden af de 13,9 procent, som DR’s exitpoll tyder på, vurderer Christine Cordsen.

- Det er nemlig markant bedre, end Venstre står i de landspolitiske meningsmålinger, og derfor vil det være et psykologisk rygstød til V-formand Troels Lund Poulsen og give partiet fornyet håb om, at der er en vej ud af vælgerkrisen.

- Selvfølgelig er det en tilbagegang i forhold til valget i 2019, men det er allerede indregnet i forventningerne i partiet, som jo i de seneste år reelt er blevet delt i tre med dannelsen af Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

- Troels Lund Poulsen har selv omtalt EU-valget som den første test af hans formandskab. Hvis resultatet ender, som exitpoll’en indikerer, vil han helt sikkert føle, at han har bestået.

Løkke og Lidegaard bider stadig negle

- Der er nervepirrende tæt løb mellem Moderaterne og De Radikale, skriver Christine Cordsen.

- I DR’s exitpoll får begge partier et mandat, men i TV 2’s exitpoll får Moderaterne ikke plads i parlamentet, mens De Radikale får et mandat.

- Det er udtryk for, at de to partier ligger meget tæt, og at det er usikkert, om valgforbundet mellem Venstre, Moderaterne og De Radikale får tre eller fire mandater til fordeling.

- Så der er ingen tvivl om, at der bliver bidt negle der, hvor både M-formand Lars Løkke Rasmussen og R-leder Martin Lidegaard følger valget.

- For begge partier vil det være en alvorlig begmand ikke at få plads i parlamentet.

Eftertanke hos LA trods sejr

- Det vil være en stor sejr for Liberal Alliance, hvis det som exitpoll’en tyder på, lykkes at komme i EU-parlamentet for første gang i partiets historie, vurderer Christine Cordsen.

- I TV2’s exitpoll står LA bedre end i DR’s og to mandater i stedet for et.

- Men i begge exitpolls ligger partiet noget dårligere end i de landspolitiske målinger. Det er altså tilsyneladende ikke – på samme måde som SF – lykkedes at omsætte de flotte meningsmålinger til et faktisk valgresultat.

- Det vil uden tvivl give anledning til eftertanke i LA-toppen.