Der er uro i højrefløjsgruppen Identitet og Demokrati (ID) forud for europaparlamentsvalget i næste måned, og nu blander Dansk Folkeparti sig.
Tidligere i dag sagde franske Marine Le Pens parti, Rassemblement National, til den franske avis Liberation, at partiet ikke ønsker at være i partigruppe med tyske Alternative für Deutschland (AfD) efter kontroversielle udtalelser fra partiets spidskandidat.
I et interview med den italienske avis La Repubblica har AfD's Maximilian Krah sagt, at han "aldrig vil sige, at enhver mand iført en SS-uniform automatisk var en kriminel."
Anstrengt forhold
DR's EU-reporter, Per Bang Thomsen, siger, at det ikke er nyt, at Marine Le Pens parti og AfD har et anstrengt forhold til hinanden.
- Allerede i begyndelsen af året var hun ude og tage kraftig afstand fra det tyske højrefløjsparti, efter at det var blevet afsløret, at partiet ønskede at massedeportere såkaldte "uønskede" folk fra Tyskland, siger han.
Alligevel vækker dagens afstandtagen opsigt.
- Det her varsler nye tider for Europas yderste højrefløj, som står til at gå frem ved valget - og som gerne vil have mere at skulle have sagt i det kommende Europa-Parlament. Samtidig går Marine Le Pen efter at vinde den franske præsidentpost i 2027, og derfor ønsker hun ikke at være allieret med AfD, siger Per Bang Thomsen.
DF vil have spidskandidat ud
Og nyt er det også, at Anders Vistisen, som sidder i Europa-Parlamentet for DF og er partiets spidskandidat siger, at AfD må smide spidskandidat Maximilian Krah ud af partiet.
Til Ritzau siger Vistisen:
- Der er hel enighed om, at Maximilian Krah er gået langt over stregen i forhold til medlemskab for os. Derfor har vi sat tyskerne stolen for døren og sagt, at de må smide de ekstremistiske elementer ud. Der er sat en rød linje, siger Anders Vistisen.
Det er et opsigtsvækkende ultimatum, siger Per Bang Thomsen, selvom han bemærker, at Anders Vistisen i modsætning til Le Pen godt kan se sig selv sidde i gruppe med AfD.
Til Ritzau siger Vistisen, at AfD er vigtige i den tyske debat om masseindvandring.
- Får man ryddet op, vil det muliggøre et samarbejde på et tidspunkt igen, siger han.