Borgerlige spidskandidater er klar til at skyde ulve i Danmark

EU vil regulere antallet af ulve. Det møder opbakning fra flere partier.

Præcisering: De Konservative oplyser til DR, at de har ændret i deres svar i DR's Kandidattest, og at partiet ikke går ind for jagt på ulve. DR har derfor fjernet en formulering, hvor De Konservative var nævnt som et af de partier, der bakker op om mulig jagt på ulve.

Når bestanden af ulve i Danmark inden for få år ventes at ramme 100, skal det være muligt at skyde nogle af dem.

Det mener en række borgerlige spidskandidater ved europaparlamentsvalget 9. juni.

I dag er ulven totalfredet, men angreb på fårefarme og spor fra dyr helt tæt på boliger er uholdbart, lyder det fra Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm.

- Bestanden er meget hurtigt voksende, og det er nødvendigt at have mulighed for at regulere den. Hvis ikke der var ulve, ville der jo heller ikke være angreb på fårefarme i for eksempel Midt- og Vestjylland, siger han.

EU-Kommissionen har for nylig foreslået at ændre ulvens status fra ’strengt beskyttet’ til ’beskyttet’. Det vil åbne op for regulering af ulven – herunder jagt.

Medlemslandene skal dog tage hensyn til, at ulven fortsat skal have ’gunstige bevaringsforhold’, hvis de åbner op for regulering.

Udover Danmarksdemokraterne får EU-forslaget støtte fra Venstre og Dansk Folkeparti.

Målrettet jagt

I Danmark anslår de førende ulveforskere, at vi lige nu har 32-42 ulve herhjemme – og vi skal op på over 100, før regulering overhovedet kommer i spil.

Forskerne forventer, at vi rammer 100 ulve inden for fem år.

Men fri jagt på ulve til den tid går ikke - den bedste måde at regulere på antallet er ved at fjerne hele familiegrupper, vurderer Peter Sunde, der er professor og ulveforsker ved Aarhus Universitet.

- Det fungerer ikke bare at give en jagttid på ulve, for så risikerer vi at skyde forældre, der har unger. Derfor er det bedste at fjerne hele flokke ad gangen, siger han.

Her er en ulv fanget af et vildtkamera ved Ulfborg i Vestjylland i december sidste år. (© Naturhistorisk Museum/Aarhus Universitet)

Professoren afviser ikke, at regulering kan foregå ved en form for jagt, men det bør ifølge ham i så fald være meget målrettet jagt.

Eksempelvis jagt på såkaldte "problem-ulve", der gentagne gange angriber får, heste og andre husdyr i et specifikt område.

Strid om hegn

Står det til Enhedslisten, skal ulven fortsætte med at være totalfredet. Og det hænger sammen med, at vi skal have mere vild natur, lyder det fra spidskandidat Per Clausen.

- Derfor er det en forkert vej at gå at slække på beskyttelsen af ulven, der jo stadig er en truet dyreart. Hvis vi vil have mere vild natur, skal vi også have flere vilde dyr, siger han.

Per Clausen henviser til, at det er muligt at få tilskud til ulvesikring af et eksisterende hegn eller et helt nyt hegn.

- Så vidt jeg forstår, er der ikke nogen eksempler på, at ulve har angrebet får, hvis de her hegn opføres. Så man kan altså beskytte sig mod det uden at skyde ulve, og det synes jeg vi skal gøre, siger Per Clausen.

Flere af spidskandidaterne er i 'Mød Partierne' blevet spurgt til EU's forslag om regulering af ulve. Se svarene i videoen herunder:

Men det kan ikke være rigtigt, at det skal være nødvendigt at opsætte et hegn omkring sin grund på grund af ulve, mener Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm.

- Vi skal ikke tvinge vores landmænd til at opsætte en bestemt form for indhegning for deres dyr, fordi vi har et dyr, som ikke har været i Danmark i 200 år. Det synes jeg er forkert, siger han.

EU-forslaget skal først tages op på et ministerrådsmøde, hvor et flertal blandt medlemslandene skal stemme ja til forslaget. Det er endnu uvist, hvornår det sker.

Den danske regering er fortsat uafklaret om regulering af ulve.

EU anslår, at der i 2023 var 20.300 ulve i Europa. Til sammenligning var der 11.100 i 2012.

Lyt til podcasten Stjerner og Striber, som hver onsdag handler om den europæiske valgkamp frem mod europaparlamentsvalget 9. juni: