Alex Vanopslagh: Vi var ikke gode nok til at mobilisere unge vælgere

Alt tyder på, at unge-effekten udeblev hos Liberal Alliance, siger valgforsker.

Partileder for Liberal Alliance Alex Vanopslagh til valgfest sammen med spidskandidat Henrik Dahl. Partiet får et mandat til Europa-Parlamentet, men fik ikke samme procent af stemmerne, som man havde håbet på. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Med 7 procent af stemmerne får Liberal Alliance et mandat og dermed kan spidskandidat, Henrik Dahl, indtage partiets første sæde i Europa-Parlamentet.

Men tre uger før valget blev partiet spået 9,9 procent af stemmerne i en måling fra Epinion.

Set i det lys konkluderer partileder Alex Vanopslagh dagen derpå, at LA-slutspurten i valgkampen ikke var god nok.

- Jeg er ikke skuffet over det ene mandat, for vi har aldrig før været i nærheden af at opnå det ene mandat. Det er historisk for os, men vi havde håbet og troet på, at vi ville få mere end 7 procent af stemmerne, siger Alex Vanopslagh til DR.

- Der må vi bare konstatere, at vores slutspurt i valgkampen ikke var god nok.

- Vi mistede noget momentum i løbet af valget, og det må vi jo lære af, siger han.

Ikke størst hos de yngste vælgere

Noget kan tyde på, at partiets tiltrækning på unge og især unge mandlige vælgere ikke er slået igennem i samme grad som ved tidligere valg, siger valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Det kan man blandt andet se i DR’s exitpoll. Her svarede kun 8,5 procent af vælgerne i gruppen 18-34 år, at de havde stemt på Liberal Alliance.

- Her plejer Liberal Alliance normalt at være det største parti, fortæller Kasper Møller Hansen.

Men her klarer Venstre sig med 10 procent af stemmerne i gruppen 18-34 år sig bedre blandt de unge vælgere, viser DR’s exitpoll.

- Ifølge exitpoll'en er Liberal Alliance faktisk større i vælgergruppen over 35 år, hvilket tyder på, at Henrik Dahl ikke har mobiliseret de unge samme grad, som Alex Vanopslagh gjorde til folketingsvalget, siger valgforskeren.

LA-leder: Vi har ikke været gode nok

Ifølge Alex Vanopslagh er der dog ikke noget nyt i, at partiet klarer sig dårligere europaparlamentsvalg i forhold til folketingsvalg og diverse målinger.

- Det har vi altid gjort, siger han.

- Tilbage i 2014, hvor vi lå til 5-6 procent i meningsmålingerne, fik vi under 3 procent til EP-valget. Så det havde vi sådan set forventet, siger han.

Partilederen mener dog, at partiet ikke var gode nok til at få de unge vælgere op af sofaen og afsted til valgstederne.

- Vi har ikke været gode nok til at mobilisere og få valgdeltagelsen op blandt de unge. Der ved vi jo, at vi har godt fat, siger Alex Vanopslagh.

- Det er alt sammen noget, vi kommer til at lære af, siger partilederen.

Tegn på stor SF-opbakning blandt unge

I stedet tyder meget på, at det især er SF, der har høstet de unge stemmer, siger valgforsker Kasper Møller Hansen.

22 procent af de adspurgte i vælgergruppen 18-34 år svarede i DR's exitpoll, at de havde stemt SF.

- Så ikke bare er SF størst på landsplan, men partiet er også størst hos den yngste vælgergruppe, tyder det på, siger Kasper Møller Hansen.

Han kalder udviklingen "markant".

- Alt tyder på, at SF har leveret bedre, end de plejer, når det gælder om at tiltrække unge vælgere. Mens Liberal Alliance bestemt ikke har gjort det i den her vælgergruppe, siger han.