Alle vil tale om Lars Løkke Rasmussens træk på Venstres partikasse, men de færreste vil snakke europapolitik.
Sådan oplever den sjællandske kandidat til Europa-Parlamentet Diego Gugliotta (V) valgkampen, efter at flere sager om partiformand Lars Løkke Rasmussen og partikassen er kommet frem i Ekstra Bladet.
- Det stjæler dagsordenen fra politikken, siger dansk-argentineren til DR Nyheder.
Han er for første gang opstillet på Venstres kandidatliste til Europa-Parlamentet. Lørdag delte Diego Gugliotta løbesedler ud i Ringsted og Roskilde. Fredag var han på det årlige Døllefjelle-Musse marked på Lolland.
Skulle svare på spørgsmål om Løkke
Men alle steder ville potentielle vælgere helst snakke om Lars Løkke Rasmussens dræn på partikassen.
- Jeg skulle svare hele tiden på spørgsmål om sagen, om hvad der er op og ned, lyder det fra den stærkt frustrerede V-kandidat.
Diego Gugliotto så helst, at debatten om Lars Løkke Rasmussens udgifter blev udskudt til efter valget. Sådan at tiden frem til valgdagen 25. maj kunne bruges til at diskutere EU-politik.
- Det er vigtigt at få debatteret de ting, der har været fremme, men som det er nu, stjæler det hele dagsordenen, siger han.
Ikke behageligt at diskutere underbukser
Også en anden V-kandidat til Europa-Parlamentet Jess Myrthu lod lørdag frustrationen løbe frit:
- Det er ikke behageligt at gå derude og skulle diskutere underbukser, siger Jess Myrthu til TV2 News med henvisning til den forgangne uges oplysninger om, at Venstre har købt boxershorts til partiformanden.
- Jeg har anmodet hovedbestyrelsen om at lade sig indkalde hurtigst muligt så vi kan få en forklaring. Herunder om landets skattelove er overholdt.
Venstres partisekretær, Claus Richter, kalder det over for DR Nyheder "helt naturligt", at Løkkes kone, Sólrun, blev inviteret ned til sin mand på Mallorca efter et strategiseminar.
Hvad angår de 152.000 kroner, som partiet ifølge Ekstra Bladet har indkøbt tøj til formanden for, fastholder partisekretæren, at Løkke selv har betalt for tøj, der er "udtaget til privat brug".