Hvis Enhedslistens spidskandidat i København, Ninna Hedeager Olsen, erobrer en borgmesterpost vil hun straks frasige sig retten til en bil med chauffør. I stedet vil hun køre rundt på to hjul, når hun skal til møder rundt omkring i hovedstaden.
- Det er overhovedet ikke nødvendigt at have sin egen borgmesterbil med chauffør. Jeg er helt sikker på, at jeg vælger at køre på cykel, siger Ninna Hedeager Olsen og tilføjer, at det har fungeret fint for Enhedslistens nuværende teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell.
Da Kabell for fire år siden som nyvalgt borgmester - imod sin forvaltnings anbefaling - droppede retten til at lade sig fragte rundt i en borgmesterbil betalt af kommunen skete det efter pres fra Enhedslistens nyvalgte byrødder i hovedstaden. Og dengang var det netop Ninna Hedeager Olsen, der som nyvalgt medlem af Borgerrepræsentationen i København, gik forrest.
Hvis hun som ventet nu selv kan indtage en borgmesterpost efter det kommende kommunalvalg, vil hun videreføre den beslutning i alle valgperiodens fire år, garanterer hun.
- Helt sikkert. Når vi opfordrer alle københavnere til at cykle rundt, og bruge offentlig transport, så vi får en ren by med mindre trængsel, så synes jeg også, det er god stil at gå forrest og vise, at det sagtens kan lade sig gøre, siger Ninna Hedeager Olsen, der mener, det er helt problemfrit at skulle undvære en tjenestebil som borgmester.
Ikke overborgmester med blå støtte
- Det har fungeret rigtig fint for Morten Kabell de sidste fire år. Han har haft en el-cykel, som han har lånt af kommunen. Og så har han nogle gange fulgtes med embedsmænd i forvaltningens biler, når de har været ud til møder. Så jeg har tænkt mig at gøre det samme, siger Ninna Hedeager Olsen, der opfordrer de øvrige borgmestre i København til også at frasige sig borgmesterbilen.
Enhedslistens topfigur Pernille Skipper har tidligere fastslået, at målet "helt klart" er at erobre overborgmesterposten i København.
- Mit mål med det kommende kommunalvalg er selvfølgelig at Enhedslisten får så mange pladser i borgerrepræsentationen som muligt og samtidig konstituere os med Socialdemokratiet og SF, så vi kan bevare det røde flertal i København, siger Ninna Hedeager Olsen.
Går du efter at bliver overborgmester i stedet for Frank Jensen?
- Hvis stemmerne er til det, så er jeg klar til det. Men jeg er ikke interesseret i at vælte Frank Jensen på de borgerliges mandater, for så at blive nødt til at dele skattelettelser ud sammen med Liberal Alliance eller bygge flere parkeringspladser sammen med de Konservative, siger Ninna Hedeager Olsen.