Officielt tager Enhedslisten afstand fra en kontroversiel aktion 1.maj mod statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der har fået navnet 'Overdøv Helle'.
DR har gennemgået listen over deltagere, der har tilmeldt sig aktionen på Facebook, og har fundet frem til mindst 17 personer, der har tillidsposter i Enhedslisten eller er kandidat for partiet.
Det drejer sig blandt andet om et hovedbestyrelsesmedlem, syv kandidater til byråds- og regionsrådsvalget og ni bestyrelsesmedlemmer i lokalforeninger.
Herudover har en lang stribe af Enhedslistens menige medlemmer også meldt deres ankomst.
- Jeg synes, det er overraskende og lidt bekymrende. Det betyder jo, at der er en lille gruppe, som forhindrer den store gruppe i at høre noget. Jeg synes nærmest, at det er lidt barnligt at troppe op med fløjter. Det er ikke særligt demokratisk, siger Henrik Dam Kristensen, gruppeformand for Socialdemokraterne.
"Helle har prime time året rundt"
Omkring 500 har indtil videre meldt sig til aktionen, hvor det gælder om at overdøve statsministeren på arbejdernes internationale kampdag.
Her er der tradition for demonstrationer, men ved 'Overdøv Helle' vil arrangørerne dele fløjter ud og opfordrer samtidig folk til at larme, mens Helle Thorning-Schmidts tale.
Det sker som protest mod regeringens førte politik.
En af dem, der vil deltage i larme-aktionen på 1.maj er Nicolaj Brasgaard, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Høje Taastrup.
- Jeg synes, at aktionen er nødvendig og forventelig mod Helle Thorning-Schmidt. Ved at buhe og fløjte nægter du ikke én ytringsfrihed, Helle har al den ytringsfrihed, som hun vil have. Hun har prime time i medierne året rundt og det er ikke fordi, at hun ikke bliver hørt nok, siger Nicolaj Brasgaard.
Også Tenna Vebert Birk har tænkt sig at fløjte og larme på 1.maj.
- Jeg skal helt op foran og lave en masse larm. Helle Thorning lytter ikke til os, så skal vi heller ikke lytte til hende, siger Tenna Vebert Birk, der er medlem af Enhedslistens handicappolitiske udvalg.
Dum og udemokratisk
På Christiansborg tager Enhedslisten afstand fra arrangementet om at overdøve Thorning på arbejdernes internationale kampdag.
Onsdag formiddag skrev folketingsmedlem Finn Sørensen en pressemeddelelse med en opfordring til at lytte i stedet for at larme. Senere uddybede Finn Sørensen over for DR ved at kald aktionen for dum og udemokratisk.
- Min opfordring lyder bare: Find en mere klog og kreativ måde at protestere på. Gør som lærerne sidste år, der holdt tusinder af sure smilyer op i luften, eller vendte ryggen til regeringens talere. Der er mange måder at vise sin protest på. Men det er noget grundlæggende i vores demokrati, at man ikke forhindrer andre i at komme til orde - heller ikke selvom man har grund til at være utilfreds, siger Finn Sørensen.
Også Enhedslistens forretningsudvalg og folketingsgruppe tager afstand fra 'Overdøv Helle'.
Blev buhet ud sidste år
Sidste år blev flere regeringspolitikere direkte buhet ud af scenen til 1.maj-arrangementer rundt omkring i landet.
I Fælledparken blev SFs daværende formand Annette Vilhelmsen en oplevelse, hun sjældent glemmer.
Foran scenen stod en menneskemængde, der med klap-i-håndtegn klart markerede, at de ikke ønskede at høre talen.
I Aarhus blev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ramt af vand fra en vandpistol, mødt af en ung mands numse uden tøj på og stor protest fra tilhørerne.