- Der er en gruppe af borgere, som reelt bliver udelukket fra at bruge offentlig transport, og derfor må sundhedsministeren og transportministeren i fælleskab finde en løsning.
Sådan lyder det fra Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, der selv foreslår, at alle, der tager bus, tog og metro, skal bære mundbind. Han har derfor bedt ministeren se på forslaget.
- Det er helt rimeligt at gøre det til et krav at bære mundbind i offentlig transport, for vi har en gruppe af borgere, som er sårbare og risikerer at blive smittet med dramatiske konsekvenser, siger han.
- Selvfølgelig skal vi tage hensyn til dem og sikre, at de også kan benytte offentlig transport.
Flere end 130 lande - heriblandt også europæiske naboer som Tyskland og Frankrig - har indført krav eller anbefalinger om at bære mundbind i en eller anden udstrækning.
Borgere i visse amerikanske stater skal bære mundbind, så snart de går udenfor deres dør. Tyskerne kan nøjes med at bruge dem i eksempelvis offentlige transportmidler eller forretninger. Frankrig har så sent som i dag strammet deres regler på området.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler i dag efter tidligere at have afvist behovet, at man tager et mundbind på, hvis man færdes blandt mange mennesker. Den anbefaling følger vi ikke i Danmark.
DF: En løsning, hvis der kommer endnu en bølge
Sundhedsministeriet oplyser, at minister Magnus Heunicke (S) ikke har mulighed for at komme med en kommentar, da han er på ferie. Både transportministeriet og den fungerende ordfører hos Socialdemokratiet henviser til Sundhedsministeriet.
Herhjemme har også Sundhedsstyrelsen ændret holdning til mundbindene. Tidligere på året lød det, at mundbindene kun virker i et par timer og dermed reelt er nytteløse. Nu anbefaler styrelsen, at man skal iføre sig et mundbind på vej til test, hvis man har mistanke om at være smittet med coronavirus.
Liselott Blixt, der er sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, mener ikke, at man på nuværende tidspunkt skal gøre mundbindet til et krav.
- Jeg har bare hele tiden ønsket, at man fra myndighedernes side anbefalede mundbind, siger Liselott Blixt.
Det er det lave smittetryk, der er årsag til, at hun ligesom de fleste andre sundhedsordførere ikke mener, at der er behov for et egentligt krav.
Men det kan sagtens ændre sig, understreger hun.
- I Dansk Folkeparti ser vi det som en løsning, hvis vi begynder at se en smittespredning, eller hvis der kommer en anden bølge.
- Nu er jeg snart vant til, at Sundhedsstyrelsen kommer lidt efter alle andre. I starten ville de jo heller ikke teste folk - det gør de nu. De har også været meget imod mundbind, nu er de blødt lidt op, og tro mig - en anbefaling skal nok komme, når vi ser en anden bølge af corona, siger Liselott Blixt.
'Lidt voldsomt'
Hos Radikale Venstre retter sundhedsordfører Stinus Lindgreen sig i første omgang - og i modsætning til Liselott Blixt - efter, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler.
- Mundbind er en mulighed, men det er jo også en afvejning i forhold til den gene, det er at gå med det hele tiden. Er det det værd? Er det den rigtige vej at gå? spørger han og fortsætter:
- Det kan godt være, men det kommer an på, hvad man forventer at få ud af det. Hvis der er meget, meget lidt smitte derude, er det måske lidt voldsomt at bede alle om at gå med mundbind, når de for eksempel skal bruge offentlig transport, siger Stinus Lindgreen.
SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, vil ligeledes se tiden an. Også fordi hun ikke er helt sikker på, at et krav om mundbind kun vil føre gode ting med sig.
- Mundbind kan give en falsk tryghed, og så skal vi først og fremmest sørge for, at der er mundbind til sundhedspersonalet, siger hun.
Heller ikke Venstres fungerende politiske ordfører, Karen Ellemann, mener, at tiden er til et krav om at bære mundbind. Men hun vil ikke udelukke muligheden.
- Det, vi hele tiden holder øje med, er smittetrykket, og der er vi stadig i en gunstig situation i Danmark. Hvis det lige pludselig stiger, vil det være et spørgsmål, vi skal tage stilling til, siger hun.
- Hvis vi bliver ved med at være så disciplinerede og gode til at overholde retningslinjerne, som vi hidtil har været, så håber og tror jeg på, at smittetrykket bliver ved med at være så lavt, at vi ikke behøver indføre krav om at bære maske, siger Karen Ellemann.
På verdensplan er der registreret mere end 394.000 coronarelaterede dødsfald, og over 6,7 millioner personer er blevet testet positive med covid-19.
I Danmark er over 13.000 bekræftet smittet med corona. Virusset har kostet 611 danskere livet.