Enhedslisten: Thorning styrer mod et løftebrud

Socialdemokaterne skylder et klart svar på dagpengeproblemerne inden valget, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er ikke just optimistiske reaktioner, der strømmer ud fra regeringens støttepartier, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har brudt tavsheden om dagpengene og blandt andet lægger op til at nytænke genoptjeningsretten.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder udmeldingen "uklar" og frygter sågar, at statsministeren styrer direkte mod et løftebrud.

- At gøre noget ved genoptjeningsretten løser altså ikke alene det kæmpemæssige dagpengeproblem.

- Og hvis hun piller ved genoptjeningen, så skal hun skære ned et andet sted, og det er klokkeklart løftebrud, fordi Thorning gik til valg på, at de penge, Løkke fjernede fra dagpengesystemet, skulle føres tilbage, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:554338326187a41fe8dbf39f

Se tv-interview med Helle Thorning-Schmidt herover om, hvad Socialdemokraterne vil med dagpengene. Foto: DR

Hun henviser til, at statsministeren har gjort det klart, at et ændret dagpengesystem ikke må blive dyrere, end det er i forvejen, sådan som det også står på opgavelisten for dagpengekommissionen.

- Jeg synes, at Socialdemokraterne skylder at komme med et klart svar på, hvad de synes, der skal ske med dagpengesystemet, inden valget kommer, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

I en mail, der blev rundsendt til de socialdemokratiske folketingsmedlemmer sent torsdag aften, skriver Thorning, at hun blandt andet vil ændre på reglerne for at genoptjene retten til dagpenge. Med dagpengereformen fra 2010 blev genoptjeningskravet hævet fra 26 til 52 ugers arbejde.

- Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Derfor skal genoptjeningsreglerne nytænkes, skriver Helle Thorning-Schmidt i mailen.

Hidtil har Helle Thorning-Schmidt kun meldt ud, at hun afventer dagpengekommissionens forslag til september og erklæret, at et nyt dagpengesystem skal være "bedre" og sikre, at færre falder ud.

Thorning vil ændre dagpengesystemet og nævner genoptjeningrette som en mulighed. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Statsministeren skriver også i mailen, at "lønmodtagerne skal have et incitament til at tage korte ansættelser. Det er uholdbart, hvis det ikke kan betale sig for dagpengemodtagere at tage et job uanset længde".

De to punkter flugter fuldstændig med hovedorganisationerne LO og FTF's bud på en ændring af dagpengesystemet. For 14 dage siden fremlagde de sammen et notat, hvor der blandt andet stod, at "det skal være lettere at optjene og genoptjene retten til dagpenge", og "reglerne skal ændres, så ekstra arbejde altid forlænger retten til dagpenge i tilfældet af arbejdsløshed".

Forfulgt regeringen i snart fire år

Spørgsmålet om dagpengene har igennem hele denne valgperiode hjemsøgt regeringen.

Socialdemokraterne slog sig i valgkampen i 2011 op på, at dagpengereglerne skulle forbedres efter dagpengereformen, der blev gennemført af VK-regeringen, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og de Radikale.

Reformen halverede dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningskravet fra 26 til 52 ugers arbejde.

Siden regeringen overtog i 2011 har den i flere omgange forsøgt at afbøde og udskyde virkningen af dagpengereformen - blandt andet med flere akutpakker og en midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5543378da11f9f0f84c32496

Lars Løkke Rasmussen er parat til at forhandle om dagpenge, siger han i et interview med DR Nyheder. Foto: DR