Enhedslisten om støtte til Mette Frederiksen: Vi lader os inspirere af Liberal Alliance

Pernille Skipper har taget ved lære af fire utilfredsstillende år som støtteparti for Thorning-regeringen og vil diskutere ny parlamentarisk strategi på Enhedslistens sommergruppemøde.

- Hvis en socialdemokratisk formand vil være statsminister på Enhedslistens mandater, så skal hun selvfølgelig lytte til os, siger Pernille Skipper.

Der er kun gået et års tid siden seneste folketingsvalg, men S-formand og oppositionsleder Mette Frederiksen bliver allerede nu mødt med krav og nye toner fra rød bloks næststørste parti, hvis flertallet skifter efter næste valg, og Frederiksen skal være statsminister.

Enhedslisten kommer i dag med det, partiet selv kalder et ”hovedkrav” til Mette Frederiksen:

Afskaf Venstre-regeringens ”fattigdomsydelser” i form af integrationsydelsen og kontanthjælpsreformen - samt førtidspensionsreformen, som SRSF-regeringen indførte - hvis du vil være sikker på vores støtte.

- Hvis en socialdemokratisk formand vil være statsminister på Enhedslistens mandater, så skal hun selvfølgelig lytte til os, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, på dagen, hvor partiet holder sit sommergruppemøde i Aarhus.

Enhedslisten vil blandt andet bruge sit sommergruppemøde på at tage hul på en intern debat om det at være støtteparti. De fire år som støtteparti for Helle Thorning-Schmidts regering var langt fra optimale, og derfor skal der nye parlamentariske boller på suppen.

Og Pernille Skipper orientere sig bredt for at få inspiration til, hvordan en eventuel ny periode som støtteparti for en S-ledet regering skal tilrettelægges.

Blandt andet mod Liberal Alliance, der i forbindelse med efterårets skatteforhandlinger på sin vis sætter nye standarder for det at være parlamentarisk grundlag. Liberal Alliance har gjort det til et ultimativt krav, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint. Ellers vælter man regeringen.

- Der er ingen tvivl om, at det politiske landskab ændrer sig, og vi lader os inspirere af rigtig mange. Vi kigger helt sikkert både på, hvad Liberal Alliance gør, Dansk Folkepartis røde linjer og vores søsterpartier i Sverige og Spanien, som også sidder med socialdemokratiske regeringer, som måske er lidt genstridige.

- Det kan jeg ikke udelukke, at vi lader os inspirere af senere hen, siger Pernille Skipper.

S giver ingen garantier

Dagens konkrete krav til Socialdemokraterne om at afskaffe ”fattigdomsydelserne” i form af integrationsydelsen, kontanthjælpsreformen og førtidspensionsreformen lanceres for at få sat ind over for den stigende ulighed i det danske samfund, siger Pernille Skipper.

- Det bliver helt afgørende for os og afgørende for vores forhold til Socialdemokraterne, siger Pernille Skipper.

For at få råd til at tilbagerulle de tre ordninger hiver Enhedslisten en efterhånden gammel traver op af hatten: En millionærskat.

Personer med indtægter på over en million kroner om året skal beskattes med yderligere 10 procent, ligesom Enhedslisten vil indføre en aktieomsætningsafgift på aktier og investeringsbeviser på 0,5 procent.

Ideen om en millionærskat opstod i 2009 hos Socialdemokraterne og SF, da de to partier udsendte den økonomiske plan ”Fair forandring”. Senere blev millionærskatten kasseret, da De Radikale sagde nej under regeringsforhandlingerne i 2011. Siden da har Enhedslisten gentagne gange foreslået en genoplivning af millionærskatten - og gør det nu igen.

Hos Socialdemokraterne deler man Enhedslistens ambition om, at børn ikke skal vokse op i fattigdom, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S), men afviser blankt at give Enhedslisten nogen former for garantier.

- Udfordringen er, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan vide, hvordan den økonomiske situation ser ud, når vi engang måtte overtage regeringsmagten igen, siger Benny Engelbrecht.

- Derfor er det også for tidligt at sige, hvordan man i givet fald ville kunne finansiere sådanne tiltag, siger han.

Socialdemokraterne afviser dog allerede nu at indføre sit gamle forslag om en millionærskat.

- Generelt er vi ikke indstillede på at lægge op til skattestigninger. Vores store udfordring i samfundet her og nu er at få økonomien til at hænge sammen samlet set. Derfor er kampen, som jeg ser det her i efteråret, først og fremmest at forhindre, at der bliver givet skattelettelser til de mest velstillede. Men at begynde allerede nu at foreslå nye skatter er nok ikke der, hvor kampen kommer til at stå, siger Benny Engelbrecht.

Det bliver ikke betingelsesløst

Trods manglen på garantier fra Socialdemokraterne vil Enhedslisten på nuværende tidspunkt ikke komme med parlamentariske trusler eller stille helt ultimative krav til Mette Frederiksen, hvis hun skal regne med Enhedslisten som en del af et kommende parlamentarisk grundlag.

Men det kan komme, understreger Pernille Skipper.

- Man kan spekulere i meget. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi har siddet med en socialdemokratisk ledet regering i fire år, som vi har set føre en vis revolverpolitik i den forstand, at de har udnyttet, at man ikke kunne pege på andre.

- Vi har hørt Henrik Sass Larsen sige, at det kommer til at spille efter deres pibe, ellers må man bare vælte dem. Der er ingen tvivl om, at vi skal tage bestik af den situation, og derfor kigger vi da også på, hvad andre gør, og hvad vi kan gøre anderledes.

Pernille Skipper understreger dog, at det som udgangspunkt stadig giver mest mening at pege på Mette Frederiksen som landets næste statsminister, hvis Socialdemokraterne stadig er det største parti i rød blok efter næste valg.

- Men det betyder ikke, at det så bliver betingelsesløst fra Enhedslistens side. Tværtimod kigger vi på de sidste fire år, hvor vi gik ind med en socialdemokratisk ledet regering med Thorning og Corydon og troede - ligesom mange andre - at der ville ske forandringer. Det vi desværre så til sidst, da regnebrættet skulle gøres op, var, at det var en regering, som øgede uligheden og ikke bekæmpede fattigdommen i tilstrækkelig grad.

- Det er helt klart, at vi skal lære af det bagtæppe. Det kommer vi også til at gøre, og vi kommer til at kigge på vores parlamentariske strategi.

Pernille Skipper lader sig inspirere af både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Her er hun i selskab med Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU, LA-leder Anders Samuelsen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter folkeafstemningen om retsforbeholdet sidste år. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Slåskampe i rød blok

Mens Pernille Skipper skruer op for retorikken over for Socialdemokraterne, mener hun samtidig, at der er historisk langt mellem partierne i ”den såkaldte røde blok”, som hun konsekvent omtaler den samlede oppositions i alt fem partier.

- Vi har nogle slåskampe i det, man kan kalde den røde blok. Fællesskabet omkring kerneværdierne kan ligge på et meget lille sted, og det er også derfor, at vi rækker hånden ud og siger: Vi vil rigtig gerne give hinanden håndslag på, at vi i det mindst kan love hinanden at komme af med de her fattigdomsskabende ydelser, siger Pernille Skipper.

Hvad er der overhovedet til fælles i rød blok i dag?

- Det er jo et godt spørgsmål. Der er i hvert fald på nogle punkter længere mellem os og Socialdemokraterne, end der er mellem Socialdemokraterne og Venstre. Det ser vi især på den økonomiske politik. Derfor er vi også så optagede af, at vi får Socialdemokraterne til at love, at hvis de er så meget imod de fattigdomsskabende reformer og topskattelettelser, som de siger, så lad os da give hinanden håndslag på, at skifter flertallet, så afskaffer vi dem og bruger for eksempel en millionærskat til at finansiere det.

Mens Pernille Skipper altså kan se frem til tovtrækkerier med Socialdemokraterne og de øvrige partier i rød blok frem mod valget på især den økonomiske politik, erkender hun, at det nok bliver begrænset, hvor stor en rolle Enhedslisten kommer til at spille i forbindelse med efterårets forhandlinger om en 2025-plan med mere.

Ikke desto mindre ser Enhedslisten sig selv i en yderst vigtig rolle til efteråret.

Mens ”stort set alle andre partier” udelukkende taler om topskattelettelser og at ”jagte” arbejdsløse til at få et arbejde ved at gøre dem fattigere, som Pernille Skipper formulerer det, så vil Enhedslisten gå den modsatte vej i efterårets debat.

- Man skal i politik passe på med at tro, at indflydelse kun ligger i at få lov til at være med til at lave reformer. Hvis det er sådan man definerer indflydelse, og når jeg kigger på det, Lars Løkke lægger op til, så skal jeg ikke bede om den. Ellers tak, siger Pernille Skipper.

- Men indflydelse kan godt nok også ligge i at sætte en debat og en dagsorden på den rigtige måde, så vi forhåbentlig kan få presset så mange af de andre partier som muligt til at lade være med at lave reformer, der rammer almindelige mennesker. Kun hvis der er nogen, der råber højt og brokker sig, kan vi håbe på, at de lader være, siger hun.