Enhedslisten trak tæppet væk under tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) i den såkaldte Christiania-sag, og nu truer regeringens støtteparti med at gøre noget lignende igen.
Hvis ikke finansminister Bjarne Corydon (S) fremlægger oplysningerne om de forskellige interesserede købere af Dong-aktierne, der endte med at blive solgt til den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs sidste år, kan Enhedslisten ende med at udtrykke mistillid til ham.
Det fastholder partiets gruppeformand, Stine Brix, der nu vil forsøge at samle et flertal i Folketingets Finansudvalg for at få oplysningerne udleveret.
- Der står sagen i dag. Skulle det lykkes at samle et flertal, så har jeg en klar forventning om, at Bjarne Corydon vil følge det flertal. Hvis han ikke gør det, vil det være alvorligt. Så kan det i yderste konsekvens føre til mistillid.
Afventer Venstre
Bjarne Corydon har rimelig klart sagt, at han ikke vil udlevere oplysningerne om andre bud på Dong, men I er altså klar til at vælte ham, hvis han ikke gør det?
- I første omgang skal vi have et flertal i Finansudvalget, som pålægger ham at give adgang til de alternative købstilbud, som lå på bordet. Det kræver, at Venstre vil være med, og det er ikke klart for mig, hvordan de stiller sig.
- Men jeg har et håb om, at vi kan samle et flertal, som siger, at vi selvfølgelig skal have adgang til de oplysninger, som jo er afgørende for, at man kan vurdere, hvorvidt regeringen handlede i Danmarks interesse, eller hvorvidt der lå andre tilbud, der var bedre.
I har tidligere raslet med sablerne og truet regeringen. Hvor alvorligt mener I det her med mistillid?
- Hele sagen om Dong er ganske alvorlig, og det er meget principielle spørgsmål, det handler om. Det handler om Folketingets mulighed for at kontrollere regeringen, og for at vi kan det, så kræver det selvfølgelig også, at vi har adgang til de afgørende oplysninger, og det har vi ikke nu. Det er meget alvorligt, og derfor kan sagen få en alvorlig udgang for finansministeren.
- Det er tilmed med en begrundelse om, at Folketinget ikke kan finde ud af at håndtere fortrolighed. Altså finansminsteren udtrykker mistillid til Folketinget.
Håber det danner præcedens
Bjarne Corydon argumenterer for, at der skal være mulighed for fortrolighed, når man forhandler med parter, der har budt på eksempelvis Dong-aktier. Kan der ikke være mening i det?
- Vi beder om, at Folketinget kan få papirerne i fortrolighed, og det kan give ganske god mening at holde fortroligheden. Men det giver ingen mening fuldstændig at afskære Finansudvalget fra de oplysninger. Vi skal huske på, at det i denne sammenhæng er Finansudvalget, som træffer den enkelte besltuning om, hvem man sælger aktier i Dong til.
- Hvis man ikke kender alternativerne, så er det temmelig absurd at skulle træffe den beslutning. Den anden del er, at det skal være muligt at kontrollere det arbejde, regeringen har gjort forud for beslutningen. Vi amputerer folkestyret, hvis vi ikke kan få adgang til de afgørende dokumenter.
Det er også blevet udlagt som om, at I vil presse Venstre til at forpligte sig til større åbenhed, hvis de nu skal danne regering efter valget. Er det også derfor, at I gør det her?
- Det er klart, at hvis det kan lykkes os at finde et fælles fodslag med blandt andet Venstre om, at det her ikke går, så håber jeg også, at det vil danne præcedens for fremtiden. Vi vil i fremtiden have bedre adgang til at kunne se alternative købstilbud og kontrollere en til enhver tid siddende regering, siger Stine Brix.